Når skæbnen spiller med

Ikke så snart var jeg blevet spurgt af den ultralydsscannede læge, om jeg cyklede, gav vores to’er bil op. Tandremmen røg og smed et uanet antal metalstumper rundt i motoren. Det kan den ikke tåle. Eftersom lillebilen, som den hedder i daglig tale uden at være mindre end første bilen, men det var den indtil i sommers, har nået en alder på 23 år, får den ikke en chance mere. Selvom det skærer lidt i hjertet. Den har tjent os godt. Men den ryger til skrot, også selvom det formentlig vil afstedkomme et tåre.

Så vi er tilbage med én bil. Herude på landet, hvor bussen kører sjældendt og på det, som ligner en rundtur, inden den rammer noget, som ligner en togstation. Men vi klarede os jo faktisk i sommers med en bil og en bunke cykler. Vores mødetider var godt nok også ret ens, vejret var jo godt nok noget andet end nu, og vi var forberedt.

Men det handler jo om at finde gaven i problemet, ik? Og den læge forslog jo med en slet skjult hentydning, at mere tid på cyklen ville gavne mit knæ. For ikke at tale om min form. Så Den unge mand skal lige have lidt udstyr (som et par varme handsker), så er vi cyklende igen. Og jeg skal lige have fundet ud af, hvad jeg skal have på, så jeg kan holde varmen, når jeg nu på tirsdag tænder cykellygterne, spænder hjelmen fast og cykler af sted til morgenløb på skolen kl. 6.20.

Og håber på tørre veje, milde temperaturer og udelukkende medvind.

Første stop, one more to go…

I dag var det tid til røntgen og ultrascanning af min noget så omtalte knæ. Jeg havde fået fri til undersøgelserne, havde bevæbnet mig med både hækletøj og Wordfeud på iPhonen til ventetiden og var klar, omend lidt nervøs. For man ved jo ikke, hvad man får at vide.

Ikke så snart jeg sad i venteområde B og lige havde fået hevet Wordfeud frem, blev jeg kaldt ind. Jeg nåede sgu ikke engang at trykke play. Nå, ind til røntgen. Smed bukserne og hoppede over foran pladen. Bum bum og så var jeg færdig der. Ud igen, ind i receptionen, ud til venteområde H. NU skulle der spilles lidt. Jeg havde jo lissom ikke nået det her til morgen, vel? Denne gang nåede jeg at få åbnet spillet, så blev jeg kaldt ind.

Total totempo. Super fin læge, som var yderst informativ: nej, der er alt det, som skal være der. Ikke noget, som mangler her. Og heller ikke noget, som ikke skal være der. Super. Cykler du? (Øhh hmmmm ikke sådan lige nu. Som i vintervejret. Koldt.) Nå, det er ellers rigtig godt til at styrke knæet. Har du prøvet en knæstrop? Alt ser jo fint ud. Den hjælper mig og mine knæsmerter. Hvis ikke idrætslægen kan sige noget, må vi jo til en MR-scanning. Vi skal jo have styr på det her. Har du fået testet dine løbesko? Ok. Nå, men vi må jo se. Held og lykke. Måske ses vi igen?

Mig ud. Lettet på en rigtig god måde. Og så igen bliver jeg taknemmelig og rigtig glad over vores sundhedssystem. Over at det bare klapper, og jeg møder venlige, ustressede og smilende personer hele vejen igennem. Hurra og tak for dem alle.

Så skal jeg bare lige have afklaret brusksituationen. Om to uger. Pfuiiii….

Morgenerne bliver lysere…

I går morges var der morgenløb med elever, forældre og kolleger. Som hver tirsdag. Men i går havde frosten ramt os. Det afspejlede sig i antallet af fremmødte: to elever (4. og 5. klasses drenge; dem, som altid kommer), to kolleger og mig. Så få har vi ikke være før. Men visse vasse. Løbes skulle der. Løbe skulle vi. Det blev en ud-og-hjem, hvor vi kunne se de isede steder på asfalten. 3,4 km i 9 gr. frost blev det til. Og sikken solopgang vi havde, da vi løb af sted…

Mit knæ? Det holdt, men det føles ikke helt godt. Eller også er min form bare så dårlig, og min styrke i muskelerne omkring knæet bare virkelig ringe, at det ikke føles, som det skal og burde. Men det er der jo heldigvis råd for. Ik?

Aaahhh – weekend

Så er normaliteten ved at være genopretttet her på matriklen. Manden på matriklen er hjemme igen. Meget træt, men hjemme. Lillepigen er næsten tilbage i et normalt temperaturleje, jeg har haft en næsten normal arbejdsdag, vi skal have normal mad til aften. Hunden halter næsten ikke mere og opfører sig normalt. Jeg tror faktisk, at den fik et flashback til sidste år ved denne tid, blev momentant traumatiseret ved tanken om gipsben og blev halv-deprim. Men som sagt – den er normal igen. Disneysjov kører, der er skænket et glas vin op, og vi er klar til weekenden. Så klar…

Øh, hvad? Træning? Løb? Nå ja, øh, det har jeg ikke lige fundet ud af. Men det skal jeg da. Altså i morgen….

Standby

Jeg synes jo egentlig, at jeg i sidste uge gjorde en virkelig god indsats for at komme op i gear – formgear. Jeg blev nogenlunde venner med crosstraineren og prioriterede tiden. Men så knækkede filmen denne uge, og undertegnede rød på standby.

Manden på matriklen blev jo beordret spurgt, om han kunne tage med på lejrskole, da en kollegas rygskade var brudt ud, og Lillepigens feber, hosten og snotten bed sig bare fast. Den unge mand på matriklen har kun været hjemme sporadisk, så jeg har været alene på skansen. Det er ikke noget problem, sådan set, men lige træningen har været sat så meget på standby. Som i: der er ikke sket noget. Jeg har været grounded.

Til gengæld har jeg set en stor mængde børnetv. Og læst en del. Og lavet ret meget te. Ind imellem har jeg været på arbejde, når mormor har kunnet træde til. I morgen kommer Manden på matriklen hjem. Så skal jeg røres.

Et rimeligt kedeligt liv

Jeg synes egentlig, at mit liv er sådan helt gennemsnitsagtigt og ikke særlig begivenhedsfyldt. Det er ok. Jeg bliver sgu for hype, hvis der sker for meget voldsomt. I hvert fald på en gang. Så jeg har faktisk ikke så meget at skrive om. Sådan lige nu.

Hvor manden ellers pludselig forlod matriklen tidligt, tidligt søndag morgen, da han var blevet beordret på lejrskole, fordi en kollega var blevet syg. Resten af ugen. Og hvor Lillepigen ikke er rask. Selvom hun har boet i sofaen med feber og snot hele weekenden. Og hvor hunden den ondelyneme lavede et eller andet med forbenet i hundeskoven, så hun halter. En del.

Næ du; der behøver ikke ske så meget i mit liv. Nå jo, så er jeg blevet interviewet af en journalist, som skal skrive en artikel om bloggende kvinder 40+ til magasinet liv. Der er sket rigeligt på de to første dage til at vare mindst resten af ugen….

Ventetid er ikke altid sød…

Jeg har nu fået mine tider til div. undersøgelser af mit knæ. I slutningen af denne måned skal jeg have gennemlyst knæet på den ene og den anden måde og ca. 10 dage efter skal jeg så på Idrætsklinikken på Gentofte Sygehus og have en vurdering. Jeg er meget ambivalent med hensyn til det hele. Naturligvis glad for at få knæet undersøgt og forhåbentlig fastslået, hvad problemet er. Så jeg slipper for disse gentagne skadesperioder. På den anden side er jeg bare pisse bange for, at jeg får besked om, at jeg ikke må løbe mere, fordi knæet er ødelagt.

Så ikke al ventetid er sød. Og slet ikke den her.

Gispen efter luft?

Ved du, hvad det værste ved at have for travlt på arbejdet er? Nå ja, udover at man ikke ser så meget til familien. Eller nogen i det hele taget. Hvis man vel at mærke samtidig skal sørge for at få sin nattesøvn. På trods af at neglelakken skaller, og teinten ser lidt bleg ud. 

Noget af det værste – for mig – er manglen på frisk luft. Der har alt for lidt af det denne uge. I går havde jeg egentlig en aftale med en bodybike, men måtte konvertere den til crosstraineren, da arbejdet trak ud. Det er jo en af ulemperne ved holdtræning i FW; de starter sgu på klokkeslet. Så crosstraineren it was.

Manner det var kedeligt. Men fik banket 30 min af sted. Mens jeg tænkte på, hvordan de fornyer luften inde i sådan et fitnissecenter? Fra min plads kunne jeg skæve ind til de bodybikere, som jeg skulle have været en del af. Og de sidder saftsusme tæt. Frisk og naturlig kan luften umuligt være. Hverken inde i bikerummet eller i de resterende omgivelser.

Mulige løsninger på den snigende FW-OCD: Tag ned som fitnisse, når der ikke er så mange andre. Find noget musik eller lydbogsnoget, som helt fjerner tankerne fra omgivelserne. Medbring selv iltapparat. Cykl til arbejdet.

Manner, hvor jeg savner skoven….

True love? I don’t think so…

Min indbakke har været propfyldt henover nytåret med wishing wells og hvordan du lige er en succes med dine nye vaner-agtige mails. Jeg læser dem og prøver virkelig at følge de velmenende og kloge råd fra virkelig dygtige mennesker.

Og når jeg lægger nye planer eller prøver at ændre vaner, trækker det tænder ud. Ikke bogstaveligt, heldigvis for det da, men det er bare pisse hårdt. Og lige pludselig er Birgitte Nymanns charme og glimt i øjet-nytårstale og Chris MacD’s kloge ord langt, langt væk. Når jeg hænger på en crosstrainer i Fitness World i bedste sendetid, hvor sveden nærmest driver af væggene, temperaturen nærmer sig højsommerens, og jeg ønsker, at jeg havde taget en top på i stedet for en løbe t (I know, vi er ude i marginalerne her), så er det ren viljestyrke. At forblive på den crosstrainer. I mere end 10 min.

Jeg kommer aldrig til at elske den. Den er indendørs. Den er sikkert smurt ind i andres bakterier (hvem siger ocd?). Jeg kan ikke have hunden med. Jeg løber ikke. Der er fandme både muted tv med Beverly Hills nr..et eller andet OG tinitusgivende musik foran mig og ikke skoven. Ikke engang Sony in-ear-plugs skruet rigtig godt op kan holde dén musik ude.

Men jeg er på den. For den kan lige give mig den aerobiske træning, som jeg trænger SÅ meget til. Jeg kan komme i form, selvom mit knæ ikke har tænkt sig at medvirke sådan lige i øjeblikket. Jeg kan endda finde en crosser, som vender lidt væk fra al virakket. Så jeg kan fordybe mig lidt i min podcast fra P1.

For ved du hvad? Mine tanker flyver aldrig på langfart i FW. De bliver lissom. Så den der crosstrainer bliver aldrig min store kærlighed. Men for nu må den være min bedste ven. Der er nemlig lidt lang tid til,  jeg skal have undersøgt knæet. D. 7. februar. Og jeg var dybt taknemmelig over at få en tid. Selvom der næsten er en måned til.

Så mig? Jeg er i selskab med min nye bedste ven. Og håber på det bedste.

Nye planer

Efter en løbetur på magre 4 km med et par gå-pauser op af bakkerne med Løbelilly skulle der lægges planer. Fordi lige om et par måneder eller fire skal vi rent faktisk løbe et ½ maraton. Og vi er i en sjældent set dårlig form begge to. I forhold til hvordan vi egentlig har ligget i formkurven de sidste tre år. Vi starter lavere nede. Synes vi. Samtidig har jeg mit uafklarede knæ, og løbeveninden har lidt fod og lidt hofte. Så vi er dækket godt ind på skavanksiden.

Men nu skal det være nok. Vi har lagt planer. Min indstilling/henvisning til røntgen og scanning af knæet er afsendt, og jeg kontakter selv en idrætslæge tirsdag. Så tager vi den derfra. I mellemtiden løber vi vores længere og længere ture i weekenderne as usual. Og beder til, at mit knæ holder til det. I løbet af ugen må jeg hoppe på crosstraineren i FW og håbe på, at jeg kan oparbejde en heftig og holdbar entusiasme til den. No stram op eller andre hold, hvor knæet skal belastes i bøj-stræk.

For aerob træning skal der til. Masser. For det ser sgu ikke så godt ud. Men det bliver bedre. For nye planer hjælper. Sagde jeg.