Alternativ start på ugen

Jeg var klar til den nye uge i morges. Faktisk allerede i går, hvor der var blevet tanket energi én masse. Jeg havde lagt løbetøj parat til mandag morgens løb med klassen, og tasken var pakket. Vi havde god tid i morges, og alt tegnede til en god dag. Jeg havde endda husket postafhentningssedlen til mine YakTrax, som var forsøgt leveret lørdag, da der ikke var nogen hjemme, så efter arbejde skulle jeg nordpå til posthuset.

Så var det, at en rådyr valgte at løbe ind i min bil på Kongevejen mellem Blovstrød og Høvelte. Ikke ind foran, men ind i siden. Som ind i forskærmen, sidespejlet, min dør og sidedøren. Der foregår meget i hovedet på én, når sådan noget sker, man skriger, vægrer for sig, prøver at orientere sig, bremse ned, tænker på alt muligt uidentificerbart og ikke mindst finde ud af, hvad det var, som skete. Man ryster, forsøger at klare hovedet, så man kan fungere rationelt igen.

Dyret lå et stykke bagude, en anden bilist var standset og sad ved det, da jeg nåede derhen. Rådyret var i live, intet brækket (manden var dyrlæge, hvor heldig må man være), men det blødte. Da det kom rigtig til sig selv, slap det fri fra dyrlægens greb og løb ind i buskadset på området ved Høvelte kaserne. Den venlige dyrlæge fik ringet til de rette personer, eftersom hende her skiftede mellem at ryste over det hele og stå og tude og reagere som en fornuftig borger. Det sidste mislykkedes til fulde, det første var en success. Der kom iøvrigt to personer fra kasernen – med et jagtgevær, og de ville forsøge at finde dyret, som formodentlig lå og trykkede sig et sted, og ellers ville de ringe efter en schweisshund. De virkede som om dette ikke var første gang, og det kan man da trøste sig lidt med – bagefter.

Denne venlige dyrlægemand tog ansvaret for at sørge for alt, inkl. at trække min bil fri, som jeg havde fået sat fast i snebunkerne i rabatten,da jeg ville have den godt ind til siden af hensyn til de forbipasserende bilister. Dyrlægen kørte Landrover (endnu et held), så det var keine Problem at trække mig fri. Han var så rolig og hjalp vitterlig en kvinde i nød – og i chok.

Jeg fik ikke takket ham nok. Her var et venligt menneske, som standsede, tog sig af tingene for de skadeslidte – mig og det stakkels rådyr – og fik taget affære på mine vegne. Jeg havde ikke ro på mig selv dér midt på Kongevejen i myldretiden med overhalende biler til at bede om hans navn og tlf-nr. Jeg fik ikke fortalt ham, hvor stort det var, at han var hjælpsom. At jeg havde været helt lost, hvis ikke han var standset. At jeg var dybt taknemmelig for det, som han havde gjort for mig – og rådyret, hvis skæbne må stå hen i det uvisse. Det er jeg rigtig ked af, at jeg ikke fik sagt til ham. Så hvis nogen derude kender en dyrlæge midt i 30’erne, som kører en nyere Landrover på gule plader, som kører sydpå til arbejde og som er et venligt og hjælpsomt væsen, giv mig besked.

Vi fortsatte i morges videre sydpå mod Birkerød i hver vores biler. Jeg havde en datter, som skulle i skole, også ret chokeret, formåede at tanke benzin (for den var billig her til morgen – hvordan f… kan det være, at dét kan man godt uden at tænke….) og kørte – lidt forsinket – på arbejde. Men så kunne jeg godt mærke, at jeg slet ikke var ok. Trygt indenfor på arbejdet tog jeg mig en times tid i sofaen med en stak servietter og fik talt det lidt ud. Men dagen var faktisk gået i stykker for mig. Jeg var træt, frøs og følte mig pakket ind i vat. Aflyste eftermiddagens aftale og gik hjem og sov i et par timer. Jeg følte mig meget skrøbelig og skudt-smut.

Jeg tror bare, at jeg starter forfra på denne uge i morgen tidlig. Denne dag er mest til skraldespanden, og ikke det skrald, som går til genbrug.

Den indre dialog 2

For tre uger siden skrev jeg lidt om, hvordan jeg nogle gange har svært ved at glæde mig til at skulle ud af døren på den lange tur i weekenden sammen med Løbelilly. Hvordan tankerne kredser om, hvordan holder jeg i dag, vil det være hårdt, kan jeg følge med og andre lignende bekymringer, som spænder ben for den umiddelbare glæde ved at skulle løbe en lang tur i selskab med en af de bedste veninder og nyde hendes selskab i et par timer.

I dag var det så anderledes med den indre dialog. Helt anderledes. Hvor fascinerende vort sind arbejder og snyder os, når det vil/er det vi vil? Ihvertfald glædede jeg mig i dag virkelig meget til turen. Allerede i går glædede jeg mig. Og her til morgen var jeg bare klar til en lang tur. Jeg følte mig i god stand; nok søvn, sund mad, en god uge rent træningsmæssigt. Kort sagt: Jeg havde et overskud. Heldigvis havde min veninde planlagt en tur på godt 14 km. Himlen var godt nok grå og truende, det var frostvejr, men næsten vindstille. Jeg fik spændt hundene på snorerne, og af sted løb vi.

Det var tre uger siden vi havde løbet sammen sidst, og derfor var der meget, som vi skulle have opdateret og snakket om. Inden jeg fik set mig om – eller set på uret – havde vi løbet 7 km, og jeg var bare fit og i god stand. Ok vi løber også langsomt. Vi skal jo havde luft til at snakke. Vi skal også have plads til at løbe ved siden af hinanden, og derfor faldt valget af område til udgangspunktet Snekkersten. Der er flere småveje, fortove og stier, som er snefri nu. Her i mine omgivelser ville vi skulle løbe på række, og det er ikke så fedt for snakken.

Turen gik sydpå fra Snekkersten, ned gennem Espergærde og et kort smut om Humlebæk, inden vi vendte næsen nordpå igen. Turen blev på knap 14 km, mit Garmin viste dog kun 12,5 km, men jeg pauserede uret på et tidspunkt, da vi mødte nogle bekendte og glemte at tænde det igen. Surt! Men vi har dobbeltcheck på det; Løbelilly løber også med FR305. Vores knap 14 km tog ca. 1½ time inkl. div. afbrydelser: tissepause (mig, hundene), drikkepause (Løbelilly), snakkepause (Løbelilly og hundene) En dejlig tur i et sneklædt landskab, hvor det hele tager sig meget smukt ud. Det er ikke tit, at vi kan opleve en vinter på denne måde.

Dagens nyhed på udstyrsområdet: Jeg har investeret i et par kompressionsstrømper fra CEP. Investeret er vel et godt udtryk: De koster 350,- kr! Jeg har aldrig haft et par strømper, som har været så dyre. (Nej, det eneste par Wolford jeg har, købte jeg på udsalgt) Men CEP-strømperne var fede at have på. De var også svære at få på, men når de sidder der, sidder de der. De glider ikke ned, de drejer sig ikke, og de gør det, som de skal: øhhh, holde alt på plads?

Jeg ved, at man skal være meget forsigtig på at konkludere på en enkelt tur. Men jeg er for det meste uforbedrelig optimist og har let til begejstring. Og lige nu sidder jeg og har ikke ondt i min achillessene, den er ikke engang øm og stiv, som den plejer at være efter en af de længere ture. Det tegner godt, virkelig godt. Måske de ender med at være hver krone værd?

I sne og slud skal løberen ud…

og jeg ved godt, at der ikke er noget slud lige nu, men slud rimer på ud. Det gør sol ikke. Og der var sol i dag, og efter som vi har fået en plejebarn på matriklen de næste to uger, så …ok det er så en pleje-hund… sammen med flere andre ting, som gjorde, at jeg bare skulle ud at løbe i dag. Sådan som UDENFOR i den friske luft, og så var solen endda fremme.

Men samtidig var der p… glat i skoven. De skiftende temperaturer og alle skovmaskinerne har gjort deres til at få stiernes underlag til at have en lighed med isglatte betonfliser. Men visse vasse – af sted måtte jeg. Det gik faktisk ok de første km, og da jeg løb i retning af Kongevejen igennem St. Dyrehave, skinnede solen igennem, lyste sne og stien op i et orange skær, og vi løb direkte imod solen, som var kæmpe stor og orange. Det var det smukkeste, og jeg lo højt. Sådan lide tosse-agtigt, men det var bare for smukt, til at jeg kunne holde det indeni.

Hundene – Karla Barla og Tim Kim – løber godt sammen. Jeg havde begge i mavebæltet og et stykke reb (ligelangt) til hver. De løber side mod side, og Tim har en opdragende effekt på Karla, som undlader en del snuseri, men overgiver sig til det rytmiske løb.

Videre ned til Kongevejen og lidt sikkert løb på cykelstien 1½ km op nordpå, indtil vi drejede ind i skoven igen. Og så var det slut med morskaben. Det blev simpelthen så glat og ujævnt, at det blev meget langsomt løb ,og af og til måtte jeg endda gå, fordi risikoen for at vride om på anklerne, var for stor. Jeg nåede at redde den et par gange, mest fordi der var fremdrift i hundene, som gjorde det nemt at komme på ret køl på fødderne igen.

Men det var skønt at løbe ude igen. At løbe i naturen og på løbebånd er to meget forskellige ting. Og jeg ved, hvad jeg er til.

Pump it up…

Jeg prøvede ihvertfald at blive pumpet lidt op til Body fit i dag. Det er bare super god træning, en entusiastisk, forklarende og energisk instruktør og et rart og afslappet miljø. Der er tempo på, og jeg synes, at jeg var bedre i dag til både at kunne øvelserne OG klare serierne. For det er ingen hemmelighed, at når det kommer til sådanne serier til enten dans, step eller lign. er jeg en ko på glatis. Jeg kan simpelthen ikke huske rækkefølgen. Måske fordi jeg koncentrerer mig så meget om at gøre det rigtigt, at jeg ikke kan koncentere mig om, hvad jeg skal næste gang….

Det bliver altså nemmere for hver gang. Det er faktisk en af mine kolleger, som er instruktør, og hun har sagt, at hun kører med et givet program et par måneder, så der er rig mulighed for at blive rigtig god til det. Så jeg hænger på. Enten tirsdage eller torsdage…

Jeg nåede lige at løbe lidt på båndet inden. Det blev kun til lidt over 4 km. Alle løbebånd var optaget, da jeg kom direkte fra arbejde, og jeg måtte vente lidt, inden jeg kom til. Men det var faktisk ok. Jeg kunne mærke, at kedsomheden indfandt sig hurtigt. Musikken fik ikke mine tanker på afveje, og de kredsede kun om, hvor mange minutter, der var gået, og hvornår jeg skulle ind i træningssalen til Body fit-timen.

Jeg kunne simpelthen ikke følge en tanke af sted, så jeg kunne få gang i en tankerække. Det der, som sker, når man løber udenfor, og blikket fanger et eller andet, som sætter en association i gang. Man er ikke engang bevidst om det, der sker, men tankerne folder sig ud og flyver derudaf.

Dét sker bare ikke i et træningscenter. Det kan mange af os skrive og tale mangt og meget om. Men det er et onde, som skal til i øjeblikket og formodentlig et godt stykke tid endnu. Jeg har accepteret det, men glæder mig for VILDT, til foråret titter frem, og man kan dufte den dér særlige duft, så man ved, at NU er foråret lige om hjørnet.

Indtil dag skal jeg:

• løbe på landevejen, når der er ryddet.
• løbe i skoven, når mine Yaktrax er kommet.
• blive ved med at løbe supplerende på løbebånd, ihvertfald de korte ture.
• blive ved med at løbe….

Ikke engang Black Eyed Peas med Pump it holdt mig godt kørende – løbende – i dag i hamsterhjulet.

Velkommen til Narnia-land

Det bliver ved og ved, vintervejret, frosten og sneen. Jeg nyder det, for der er bare smukt udenfor. Intet sjap, brune bunker af smeltende sne iblandet grus, vejsalt, jord og andet skidt. Det er bare klart hvidt, hvorhen man ser, iblandet grønne stænk af det stedsegrønne, som ryster sneen af sig, når det kan slippe af sted med det, knirkende sne og tindrende frost.

Jeg gik en lang tur med hunden i skoven i går eftermiddags, for hun lider meget under de manglende løbeture. For det er ikke en mulighed i mit område at løbe her hos mig i øjeblikket. Og der er hér, at det lovpriste vejr så bliver et irritationsmoment midt i al idyllen og skønheden. For der er rigtig meget sne på vejene, og det er bare glat og usikkert at bevæge sig fremad i løb.

Syntes jeg. I går. Den vejrmæssige situation har jo ikke ændret sig, men så var det, at jeg på vej ud af skoven mødte en yderst energisk og løbende, ældre dame med to Flatcoated retrievere i snor. Vi faldt i snak, og hun fortalte velvilligt, om hendes ny-indkøbte profillerede løbesko med goretex, som ifl. hende var et must. Sammen med knælange kompressionsstrømper. For som hun sagde: Hundene skal jo ud, jeg kan ikke holde ud at gå for løb er bare mig, og indeløb holder jo ikke…. Så hun kæmpede sig frem på de snetunge og til tider isglatte skovstier med sine to hunde og sit nye udstyr, som gjorde en forskel her midt i vinteren.

Så jeg har nu bestilt et par snekæder til mine løbesko. Jeg tror, at den løsning passer bedst til mig. Så skal jeg ikke investere i endnu et par sko – lige nu – og jeg kan samtidig bruge snekæderne til andre sko, hvis det er en gåtur. De er bestilt hos YakTrax i England og fås for samlet £ 29 inkl. forsendelse. Måske kunne jeg have fået den billigere i USA, men jeg kan ikke gennemskue handelsreglerne, told og evt. skat for ting købt over nettet i the US. Og indrømmet, jeg gider ikke sætte mig ind i det, så længe pundet er så lavt.

Så jeg ser frem til et par snekæder til løbeskoene, så jeg – og hunden – kan komme ud i løbetøjet udenfor igen. Og Karla – hun er klar…

Apropos vejret

eller det-som-vi-ikke-taler-om efterhånden, som Helle skrev for nogle dage siden, da vi var ved at blive liiiidt trætte af sneen, fordi den afholdt os fra at løbe de ture, som vi gerne ville uden fare for liv og levned.

Lige nu er det holdt op med at se her i Karlebo, og jeg regner ikke med, at det bliver et problem at komme på arbejde i morgen. Men ikke fordi jeg er holdt op med at orientere mig om vejret og hvordan det så bliver i morgen….

Den her side slår dmi: www.yr.no/ Skriv din nærmest by i søgefeltet, så får du en udførlig vejrudsigt for dit område for de næste par dage.

Jeg kunne godt blive afhængig… i perioder.

Vis mig dit køleskab

Jeg er blevet tagget af den anden Katrine til at deltage i denne lille blog-leg, som i sin enkelhed går ud på at ud på at tage et billede af sit køleskab og fortælle lidt mere om en af de ting, der hænger på det. Den anden Katrine regner nemlig med, at der hænger tilmeldinger til kvindeløb på mit. Vi får se…

Så her er det, som det ser ud på denne kolde og snefulde dag i februar:

Der hænger jo lidt af hvert. Og når man som mig ikke altid er lige god til at få ryddet op i bund, så er køleskabets front noget af det sidste, som får en overhaling her på matriklen. S

å der hænger bla:

• gamle indkaldelser til besøg hos tandlægen,
• en skrabekalender, godt nok fra denne jul, med en gevinst på 20,- kr,
• klippekort til bus og tog,
• gamle fotos fra skolefotografen,
• tilgodebilletter til biffen,
• feriepostkort fra mormor og morfars tur til Maderia,
• en brugsvejledning til vores drikkedunke fra klean kanteen, og som sælges herhjemme hos renflaske.dk,
• en invation til kusine Astrids 40-års fødselsdag,
• et foto af børnene, som vi fik taget til jul for to år siden,
• bestillingsseddel til sushi fra caféen Etc. i Hillerød, som laver en fantastisk kop latte,
• en masse post-it sedler med telefonnumre på og masser af andre vigtige oplysninger, som lige skal på papir, og som aldrig kommer videre, indtil limen bliver sløv, og de falder ned og bliver smidt væk,
• pjece til 8. klasses introkursus for Andrea,
• børnenes “arbejdsskema”
• et udprintet foto fra Alt for Damernes kvindeløb forrige år (ja lidt kvindeløb var der, Katrine

Efter at have tænkt lidt over, hvad jeg skulle fortælle lidt mere om, faldt dette i øjnene, fordi det nok er den genstand, som har størst vigtighed:

Og nej – det er ikke udklippet med … var der altid 2 meter sne juleaften. Selvom den – og mange andre i den dur – bruger vi tit og ofte overfor børnene, både store og små. Nej, det er den lige nedenunder. Det er en meddelsesseddel fra sundhedsplejersken, efter at min store datter Andrea havde været til tjek her i hendes 8. klasse. Andrea var og er så glad for den seddel, fordi hun nu ENDELIG er rykket vægtmæssigt ind i normalområdet mellem vægt og højde. (Sundhedsplejersken anbefaler også øjentjek, men det er vi forbi: Andrea har kontaktlinser og briller, og det bliver ikke bedre) Nå tilbage til historien: I al sin enkelhed har Andrea altid været for tynd. Virkelig tynd og hun har derfor måttet gennemgå alskens undersøgelser og andre ubehagelige ting, ligefra hun var under et år, fordi det var jo ikke normalt.

Der er ikke den ting, som ikke er blevet tjekket hos hende, og der har været nogle virkelig ubehagelige undersøgelser, som jeg aldrig skulle have gået med til. Men hvad gør man? Jeg var så forbandet autoritetstro og regnede med, at “de” vidste bedst.

I virkeligheden skulle jeg have stolet på det jeg så; en pige, som bare spiste alt for sundt (grøntsags- og frugtfad som dessert, når moren ville give hende en Marsbar eller en flødeis), bevægede sig meget (hun var altid i løb) og i det hele taget bare ikke var meget interesseret i mad. Så det hele endte med at fylde. Fylde rigtig meget i vores hverdag, til vores måltider, i samtaler med alle mulige mennesker (“Gud, hvor er hun tynd!”) og så videre og så videre.

“Vi” har været igennem flere tiltag de sidste 3-4 år. Dietistbesøg med omvendt fortegn – Andrea ville jo tage på – daglige rationer af proteindrikke og til sidst en mor (mig), som endelig bare begyndte at slappe lidt af på den. Andrea har ganske langsomt taget lidt på, spist mere, også lidt af det usunde, og så har vi allesammen slappet af. Ja, igen.

Andrea er så glad og stolt af den seddel. Den får lov at hænge, så længe der er brug for, at den hænger fremme, så alle kan se den. Det er en sejr for hende at være “normal”, for hun var ikke glad for at være så tynd. Ligesom overvægt kan være et stort problem, kan undervægtighed også være det.

Det var min lille historie fra mit køleskab. Jeg kunne have valgt noget af det andet, men denne var den genstand med den største vigtighed for os herhjemme. Og Katrine, desværre, der hænger ikke tilmeldinger til kvindeløb. Den til Alt for Damerne er lavet – online, men reklamen for Kvindeløbet, som det hedder nu ligger på bordet, som du kan se. Vi er allerede mange i “vores” gruppe, som er tilmeldt. Skal du med?

 

Jeg skal så til at sende taggen videre. Hmmm jeg tagger mine faste kommentatorer og med-bloginder:

Megan – fordi hun lige er sneet inde i dag og sikkert trænger til lidt sjov

Karina – fordi jeg er sikker på, at der på hendes køleskab hænger noget om hendes og kærestens netop bestilte ferie på Azorerne…

Helle – fordi jeg tror, at der hænger et par fotos af hendes yndlingsprinssesser på hendes køleskab.

Jeg håber, at I gider lege med og videre….

Dagens løbeoplevelse – på februars første dag.

Mandag er løb med klassen-dag, og sådan blev det – evt. vejr til trods. Børnene i de to tredie klasser er opsat på det og sætter bare i gang. Nogle går stadig, det er ok, for fleres vedkommende fordi de har fuld vinterudrustning på – flyverdragt, jakke, overtrækkere, moonboots og vinterstøvler – og det er ikke nemt at løbe i.

Flere og flere småløber ind i mellem, især pigerne, og hver gang prøver jeg at ramme et par piger, som jeg kan mærke og se gerne vil mere nu og er parate til det. I dag blev det L og C, som fortalte, at de havde aftalt, at i dag skulle de prøve at løbe mere end sidste mandag. Og det gjorde vi så. Jeg fortæller lidt om at løbe i et stille og roligt tempo, og hvordan man med tiden bare bliver bedre og bedre. Så taler vi lidt om det sociale aspekt ved løb, som er SÅ vigtigt, når børn løber. Det skal være hyggeligt og sjovt.

Jeg fik løbet godt 4,5 km i stille og roligt tempo, og det var en god start på en mandag, på ugen og på februar. Men det var ikke nok km, når jeg tænker på km i benene og mit forestående Berlin ½ marathon. Eftersom vejene var smattet helt til, skoven absolut var et no-go, vendte jeg bilen mod FW og besluttede på forhånd, at jeg skulle løbe en time.

Det holdt hårdt, men det blev sådan. 60 minutter og knap 10 km. De første 45 min. havde jeg stigning på båndet på 2 (hvad det så end betyder? Jeg ville spørge ved skranken på vej ud, men der var meget travlt, og jeg skulle bare hjem i bad) og fast hastighed. De sidste 15 min. tog jeg stigningen af (ihhh, hvor føltes det godt og let) og øgede hastigheden for hver 5. minut. Det gik fint, jeg var godt forpustet efter slut, men ikke specielt træt. Jeg fik strukket godt ud bagefter og fik endda lavet mavebøjninger. Heyyyyy….

Løbeoplevelsen i dag: Det var næste træls de første 30 min. Hvorfor ved jeg ikke. Efter det punkt fik jeg igen følelsen af at kunne blive ved. Nu er det bare sådan, at man ikke kan programmere til mere end 60 min. løb, og så er det slut. Og på det tidspunkt stod folk faktisk i kø for at komme på løbebåndene. Så napper man ikke lige 15-20 min. mere. Det, som turen på båndet i dag også gav mig, var, at jeg løber i længere stræk uden et kort stop (hunden skal tisse, lugte eller andet uopsætteligt) eller en kort gåpause (musikskift, vanter af, vanter på, glat underlag…), det får mig til at løbe mere regelmæssigt, og jeg kan forsøge mig med lidt længere skridt. Så alt i alt rigtig godt.

Men – ja det måtte jo komme – jeg savner den friske luft og uforstyrretheden enten i skoven eller på landevejen. Jeg bliver sindssyg af at skulle kigge på et gennemsigtigt og utydeligt billede af mig selv i vinduesglassets genskær. Hvor skal man kigge hen? Det er også umuligt at lukke omgivelserne ude, selvom jeg gjorde mit bedste. Lisa Stansfield fik lov til at fylde mit hoved den første halve time, men så krævedes lidt mere beat. Så fandt jeg Black Eyed Peas frem.

Jeg synes ikke, at jeg kan mærke min krop lige så godt på båndet som udenfor. Eller også er det noget vrøvl, fordi jeg bare skal vænne mig til denne form for løb. For det er s.… smart at løbe inde, i varmen, regelmæssigt uden forhindringer og i sikkerhed. Den største fare er vel at snuble på båndet og ryge bagud for fuld gaddafi?

Så længe vejret arter sig, som det gør i øjeblikket, er det ikke så fedt at løbe hverken på landevejen eller i skoven, så jeg får noget for mit medlemskontingent i disse tider.

Hende her gik også glip af nogle gode km i dag…

Travlhed i real life – fravær på bloggen :-)

Der har – endnu en gang – været stille på bloggen weekenden over. Grunden er flittig socialisering med kære venner og gode bekendte krydret med en lillepige med feber. Så gik den weekend. Nej det har været hyggeligt at se en del mennesker, og lillepigen Anna er faktisk ikke så slem, når hun er syg. Faktisk mere rolig og uden hysteriske anfald, så det var lige før vi nød hendes feberdag lørdag. Men hendes feber satte desværre en kæp i hjulet for den årlige deltagelse i åbent hus til kusine Astrids og kones fælles fødselsdag lørdag. Det plejer at være voldsomt hyggeligt og en kærkommen lejlighed til at få sludret med kusiner, fætre, onkel og yndlingstante. Så det var med vemod, at jeg ringede afbud. De to dejlige kvinder troede, at vi var sneet inde…

I stedet blev det lørdag til en lang tur i skoven med hunden, i en mængde sne, som jeg ikke har set i skoven i de tre år, jeg er kommet der. Højt solskin og en overmåde smuk skov, som ikke er set lignende  hverken i år eller sidste år. Simpelthen breathtaking… Det er svært at forstå, hvorfor flere ikke benytter sig af muligheden. Jeg mødte kun en familie lige i starten og havde ellers det hele for mig selv. (Ja, der hvor mine skridt førte os hen

Det blev ikke til flere fysiske udfoldelser i løbet af weekenden. Intentionen og den egentlig lyst var der, men drivkraften udeblev, efter en dejlig brunch på Hestkøbgård i kære venners lag. Så faldt der ro over hele familien – og huset, som alle lurede den forskellige steder i huset.

Så lurede mandagen – og februar.

Lediggang er roden til alt ondt…

så derfor var det op på hesten igen efter tre dage hjemme. Jeg bliver sådan lidt små-stresset af at være syg. Jeg når ingenting herhjemme, og jeg tænker en del på, hvordan det går med min klasse og de andre opgaver, som jo ikke bliver lavet, når jeg ikke er der. Og samtidig havde jeg ikke været ude at løbe i en uge, så når jeg nu var ude i samfundet igen, slog jeg lige vejen forbi Fitness World for at prøve at løbe en tur på løbebåndet, inden jeg skulle have en times Body fit fka. Body pump fka. muskeltræning.

Sådan et løbebånd minder mig meget om et hamserhjul. Sådan et, som alle hamstere har i deres bur, og som de pisker af sted i helst efter alles sengetid. Vi talte på et tidspunkt faktisk om, at vi skulle anskaffe et i en lidt større størrelse til hunden. Det var så, inden jeg begyndte at løbe med hende. Så løste løbeturene problemet med hendes enorme energi.

Nå, tilbage til løbebåndet: Jeg har prøvet det lidt, altså en lille smule, men hver gang synes jeg, at det var svært at holde balancen. Ikke sådan at jeg var ved at skvatte af, men det var li’som at mit balancepunkt blev forstyrret. Det blev ikke et afslappet løb, hvor tankerne kunne flyve, så det var ikke nogen succes.

Men vejret – eller rettere de glatte, snedækkede stier overalt i skoven- og flere velmenende og opmuntrende kommentarer til min løbebånds-fobi fik mig op på det i dag. Og surprise!!! Det gik fint, super og alletiders. Jeg fik lige løbet 5 km på lidt under ½ time og var ikke ved at blive spyttet baglæns ud af båndet og op på cyklen bagved.

Hvad gjorde forskellen? Opmuntringerne fik mig ihvertfald op på båndet, og vejret nødvendiggjorde, at jeg fandt et alternativ til at køre et sted hen for at løbe på ryddet asfalt. Jeg tog min iPod med, fandt mit Lisa Stansfield mix frem, skruede højt op og fik lukket larmen fra FW og især fra løbebåndet ude. Så kørte det bare. Der er ikke så meget andet at sige. Hvor svært kan det være? ;-D

Det er ikke sidste gang, at jeg er i hamsterhjulet. Selvom jeg savner den friske luft, de smukke omgivelser i skoven og selv selskabet fra hunden.

Jeg nåede så også en times Body Fit/muskeltræning på hold med vægte mv. Til musik. Og øvelser i serier…. Ikke min bedste disciplin. Tror jeg så rimelig fjoget ud, når jeg gjorde op og alle andre – næsten – gjorde ned. Men man skulle jo både koncentrere sig om at udføre øvelsen, så udføre den i takt med instruktør og bare nogle af de andre deltagere, holde øje med mine egne bevægelser i spejlene og tage stilling til antal kg. Puh ha, stressende, men super godt. Er ret sikker på, at jeg hverkan kan gå ned i knæene i morgen eller selv rede mit hår.

Så – huaaaah – I’m back…

..så falder januarsneen hvid…

Så kom det næste snefald. Vejene herude på landet er helt tilsnede, vi er ikke de første, som der bliver ryddet, og det er helt i orden.

I går så der sådan ud i skoven: I dag ser der således ud i haven, hvor der er kamp mellem solsortehannerne og sjaggerne, og hvor det grå har overtaget igen:

Og sneen falder og falder. Så lige nu er det ok, at forkølelse og hoste forhindrer de store fysiske udfoldelser fra min side. Selvom jeg fortsat er nervøs for formkurven, når det nu er 6 dage siden sidste løbetur….

Worldrun II

Så var det, at det ene tog det andet. Da jeg kom i tanker om, at jeg til min løbe-bogs liste havde glemt en ellers fremragende og interessant beskrivelse af en meget lang løbetur, tænkte jeg, at der i virkeligheden var nogen, som ikke havde hørt om Jesper Kenn Olsen og hang til en løbetur, som går verden rundt. Altså det første løb, hvor han løb breddegraderne rundt.

Det jeg husker mest fra bogen, er hans beskrivelse af turens forløb gennem Sibirien, som er øde, uvejsomt og tyndt befolket, men til gengæld er i dette område han oplever den største gæstfrihed og hjælpsomhed.

Man kan jo spørge sig selv: Hvad skal det til for? Hvad får en mand til at springe ud i et projekt, hvor han de næste 2½ år skal løbe, løbe og løbe hver dag for at nå jorden rundt? Det svarer han selv på her:

Der er live opdatering på Worldrun II sitet.