Ikke-indlægget…

Nej, jeg vil ikke skrive om lockouten af os lærere. Jeg gider ikke begynde at forklare, om alle de aktioner jeg render til på alle mulige tidspunkter i løbet af dagene eller om vi tror, at det gør en hujende forskel. Jeg vil ikke skrive om, hvor usansynlig hårdt og nedgørende det føles at blive talt helt ned under gulvbrædderne. Hvor ked af det og opgivende man bliver af en sådan behandling af ens arbejdsgivers organisation KL. Jeg vil heller ikke skrive om, hvor træt jeg er af at ryge i forsvarsposition hele tiden, når folk ytrer deres uforbeholdne mening og holdning til mit job – det at være lærer. De ved jo ret ofte lige nøjagtigt, hvad der er galt, og hvad vi lærere bare lige skal gøre.

Jeg gider slet ikke skrive om, hvor hårdt det er at være så misforstået, når man dag ind og dag ud investerer, kærer sig om og yderst samvittighedsfuldt tager sig af en stor gruppe børn, som har meget forskellige behov, både læringsmæssigt, men også menneskeligt og mentalt. Og jeg gider slet ikke forklare, hvad min arbejdstid går med. For alle ved jo – as a fact – at lærere går hjem kl. 13 og har 7 ugers sommeferie. Og nej, jeg ved godt, at det jo ikke lige er mig, som de mener. Mig er de jo tilfredse med, alle de forældre, hvis børn jeg har haft under mine vinger i løbet af årene og min skoleleder, som har stor tiltro og tillid til, at jeg klarer de arbejdsopgaver og de mål, som jeg har fået i år.

Men jeg kan ikke mindes, at der hidtil har været en faggruppe, hvis evner, arbejdstid og arbejdsopgaver i den grad er blevet gjort og taget som allemands eje og –speciale, og hvor der er sparket så meget nedad.  Det her handler i bund og grund ikke så meget om timer og arbejdstid. Og slet ikke om skolereform, selvom den lige sneg sig ind med sit indhold, som er uløseligt skruet sammen med KLs ikke-arbejdstidsaftale. Det her handler om, at vores samfund på en eller anden måde har formået at nedgøre en hel stand af folkeskolelærere ved at vise mistillid og på eklatant måde har fravalgt at tage os med på råd til en udvikling af skolen. Selvom det også er det, vi gør.

Jeg er demotiveret, trist og opgivende. Jeg ved ikke helt, hvordan det bliver at skulle tilbage og finde gejsten igen. Men for fanden jeg håber, at den kommer.

Reklamer

3 thoughts on “Ikke-indlægget…

  1. Jeg må desværre sige, at du ikke kan få hjælp til at få gejsten tilbage herfra.
    Jeg føler mig banket helt ned under gulvbrædderne. Jeg havde regnet med, at jeg ville være vred under denne lockout, og det er jeg da, men jeg havde slet ikke forudset, hvor ked af det jeg ville være.
    En eller anden undersøgelse af lærerindentitet har en gang konkluderet noget i retning af, at for mange lærere er det at lykkes som lærer, det samme som at lykkes som menneske. I virkeligheden lidt sygt, men det er sådan det er. Og så er det altså forfærdeligt at høre, at det, jeg har brugt min liv på i mere end 30 år, vurderes så lavt af mine arbejdsgivere. Jeg er s’gu ved at tude over det – og jeg har ikke tudet i 20 år.

    1. Kære Helle
      Vi klarer det. Også denne omgang. Jeg tror, at vi kan få det vendt. Det håber jeg, for jeg ved ikke, hvor vi ellers ender. Og vi tager hånd om hinanden.
      Ses lige om lidt.
      Knus

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s