Og så skal jeg skynde mig at sige, at jeg elsker vinteren. Og sneen og for nogen provokerende også frosten og kulden. Jeg elsker frosten bide i kinderne, og jeg elsker sneen, som knirker under skoene. Selvom sneen og kulden koster på transportsiden og er så dyr, så dyr for os alle og samfundet.
Men det er svært at komme ud og løbe herude in the countryside for mig. Der er rigtig meget sne, og selvom min vej lige heroppe bliver ryddet, så er den sådan ca. den eneste. Så her er rigtig meget sne. Og jeg synes, at det er svært at løbe i ankelhøj sne. Eller. Jeg har jo mine snekæder. Men det er lissom at det kræver meget mere at få taget mig sammen. Rigtig meget mere. Jeg passer mit morgenløb hver fredag morgen. Det foregår på fint ryddede cykelstier og fortove i en rigtig by, så det er no problemos. Men når jeg så kommer hjem, sker det ikke meget. Altså i løberi-retningen. Jeg kaster mig i stedet over krea-afdelingen og får udlad den vej.
Men jeg kan mærke, at det snart er for meget. For meget undvigelse og undskyldning. Jeg må snart, meget snart, genfinde min tidligere ukuelighed, hvor jeg kastede mig udenfor i mit hood uanset vejret og underlagets tilstand.
Blablabla.... 
Jeg elsker også når der ligger sne, men det er ikke ligefrem fremmende for en god løbetur :-). Dog er det ualmindeligt smukt at løbe i den snedækkede natur trods de besværligheder underlaget kan give undervejs… Men jeg glæder mig nu også til på mere sikker og fri vis at kunne nyde landskabet i løb når sneen forsvinder og det er den godt på vej til her ihvertfald.
Men ja væk med undskyldningerne, snør løbeskoene og afsted med os 😀
Hæhæhæ netop; ud og af sted. Jeg tænker også, at man – vi – måske bare skal nedsætte ambitionerne og acceptere, at man så må gå ind imellem, når underlaget bliver for usikkert. Men det er jo det irriterende…;-)