Når ting ændrer sig radikalt…. eller hvad der (måske) sker, når man bliver efterladt, fordi ens ægtefælle dør.

For lidt over to år siden døde min far. Det har jeg skrevet en del om. For det fyldte rigtig meget, mens det stod på. Og nej, det var ikke kræft, så det var slut på ti dage. Meget dramatisk, meget pludseligt og helt vildt meget helt-ude-af-min-komfort-zone. Og resten af familiens. Det hele har naturligvis afstedgjort mange forandringer og nye tider for min mor, som pludselig som knap 70-årig stod alene tilbage efter knap 50 års ægteskab. Og næsten 45 år i det samme hus, som var rammen om mit og mine tre søskendes barndoms- og ungdomsliv, som de selv fik bygget. For slet ikke at tale om de følelsesmæssige udfordringer, som det har medført, og som de færreste af os i Blogland kan forestille os.

Min mor besluttede sig for at sælge huset. Hele hendes liv og vores barndomshjem. Vejen dertil var både kort, lang og følelsesladet; altså meget sammensat og kontrastfyldt. Ikke noget, som man kan forestille sig, hvis man ikke lige har været i samme situation. Når man står med resterne af et helt liv; der er ikke nogen tilbage, andre end en selv, og alt det, som man tilsammen har udrettet. Der er bare ikke nogen at dele det med mere. For alle børnene er spredt. Spredt ud på flere destinationer, og de har ikke de samme minder som en selv.

Jeg kan ikke skrive et indlæg om, hvordan min mor har haft det undervejs. Jeg har måske en idé om det, for jeg har talt meget med hende. Det har mine andre søskende også gjort, og heldigvis har vi været fire om det. Fire forskellige indgange til det følesesoprør, som min mor har gået igennem og fortsat slås med. Men det er stadig rigtig meget famlen-sig-frem og skubben-lidt-på, når man færdes i det her land: Du-har-mistet-en-forælder,-og-der-er-en-tilbage,-som-faktisk-er-rigtig-meget-alene-efter-rigtig-mange-år-i-et-tilnærmelsesvist-symbiotisk-forhold.

Hvad skal ske? Min mor skal etablere sig med et (nyt) liv? Hun har heldigvis masser af liv. Faktisk næsten så meget, at hun har rigtig travlt, hvis hun skal tilgodese vores behov. Kun næsten. For hun har en stor kreds af veninder, som for nogens vedkommende går helt tilbage til hendes 1. år i skolen. Og de er tætte. This close! Hun føjter og farer rundt på sit nyerhvervede “mimrekort”, spiser nogle forrygende frokoster og drikker rigtig gode hvidvine med veninder og svigerinder og eks-svigerinder. Og alle mulig andre. Så hun har travlt.

Men man skal ikke lade sig narre. Selvom min mor har skabt sig de mest hyggelige rammer i sit ny hjem, hvor vi bare dropper ind, fordi det er (næsten) på vejen hjem fra arbejdet, skolen og gymnasiet, så er hendes sjæl ikke med. Endnu. Den skal nok komme, men det tager tid. Men hun holder fast i sine rutiner og vaner. Det gør nok rigtig godt. Både for min mor og for os andre. For da jeg en dag var på vej på arbejde på cykel ned af Kongevejen og spottede en velkendt løbestil i det fjerne, var det selvfølgelig min mor. Hun var på vej på sin hver-anden-dags-løbetur, som hun har holdt fast i i over 35 år. Op ad Kongevejen, hen til rundkørslen i Kirkelte og hjem af et par stier og så en sti langs skoven.

For min mor har fundet et lille vidunderligt sted til sig selv. Som kan huse hendes nye liv, som indbefatter, at hun for første gang i sit liv skal leve alene. I et hus, som hun selv har valgt, i et område, som hun selv har valgt, og med en hverdag, hvor kun hun bestemmer, hvad der skal ske. Alt efter hvilken optik, som ser på, må det være tillokkende og angstprovokerende. Og lige om lidt billedspammer jeg. For det trænger jeg til at gøre. Og jeg vil gerne sige, at jeg er pissestolt af min mor, som klarer alt det her. For os i næste generation fatter det måske ikke helt og begræder måske for sent….

2011-03-06_60

Min far med skæg og briller. Uden af være agent udover vores agent. Hvornår billedet er fra? Hjælp….

far og jeg på Dueodde strand

Det eneste badedragtsbillede jeg kommer til at offentliggøre…. Dueodde Strand ca. 1968? Mor?

mor og mig på vej hjem til Stavnsklit

Dueodde Strand. Samme år. Pgra. samme badedragt.

Mor og Nik på Dueodde

Min vandskrækne lillebror og mor. På Dueodde Strand. 1968?

Reklamer

6 thoughts on “Når ting ændrer sig radikalt…. eller hvad der (måske) sker, når man bliver efterladt, fordi ens ægtefælle dør.

  1. For mange er det enormt svært at komme videre efter tabet af en ægtefælle som man har delt sit liv med i rigtig mange år, og det er der jo ikke noget at sige til. Men videre skal man jo, selvom det bliver med et kæmpe savn i hjertet.
    Knus til dig

    1. Ja, du har ret, og så er der alle de der praktiske ting, som man plejede at gøre sammen. Det tager vist bare tid…
      Knus 🙂

  2. Meget fint skrevet!
    Og utroligt nok, minder det fuldstændig om de hændelser og tanker vi fyldtes med da vores forældre blev skilt efter 42 års ægteskab.
    Hvor jeg ønsker din mor det allerbedste resten af hendes liv, jeg tror hun er på rette vej 🙂
    Stort knus til jer begge.

    1. Tak! 🙂 Det er hun, og samtidig i stunder skræmt til døde. Men hun kæmper og vil og gør noget. Så det bliver rigtig godt. 😉

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s