Vejen til et skarpt hjørne, vers. 1

Det er ingen skjult hemmelighed. Jeg er på vej mod et af livets skarpe hjørner. Ikke i skarpt trav, men stille, forsigtigt og tøvende. Jeg ved nemlig ikke, hvad der venter mig lige om det hjørne. Lige om ikke så længe fylder jeg 50. Og det er en stor ting for mig. Det har jeg langsomt måtte erkende. På en måde har det været svært. Det med alder skal jo ikke være noget, som fylder. Sagen (for mig) er, at det gør den. Nu. Når jeg lige om lidt skal til at svare “50 år”, når jeg bliver spurgt om min alder.

Da jeg fyldte 30, var det en kort bemærkning fyldt godt op af et surpriseparty for mig, hvor alle drak sig sprit-stive og væltede rundt efter at have indtaget en uhyggelig stor mængde thai-mad fra den lokale restaurant i München, hvor jeg boede. Jeg havde også en fest, det var bare en ædru en af slagsen, for jeg var gravid. Men det at fylde 30 var ikke noget problem. Total hypet og overvurderet.

Så kom det næste ti-år. Jeg fyldte 40 i 2002. Jeg var flyttet hjem til Danmark igen og boede med (eks)mand og to børn i Birkerød med liguster og Passat i carporten. Dét var ikke ironisk ment. Jeg havde stadig et yderst afslappet forhold til den runde fødselsdag. Hey – det var jo kun 40. Jeg var lige blevet færdig med min anden uddannelse, havde job, rengøringskone, og ingen slinger i valsen. Jeg inviterede til fødselsdag. Ikke det helt store, men lidt udover det normale. Så var det, at min bror og hans kone røg ud i nogle alvorlige ægteskabelige problemer. For at sige det mildt. Som rystede os alle, og som satte en helt anden og ulykkelig dagsorden for den efterårsferie. Jeg valgte at aflyse festivitasen. Der var ikke mange, som var i festhumør, og jeg nok mindst af alle. Det føltes faktisk som om, jeg ikke havde rundet det runde hjørne. Den blev bare forbipasseret i stilhed.

Men nu står det store skarpe hjørne og truer. Lige om lidt. M.I.D.A.L.D.E.R.E.N.D.E.

Advertisements

6 thoughts on “Vejen til et skarpt hjørne, vers. 1

  1. Hej Katrine, 50 år hvem skulle tro det? Håber du får en fantastisk dag, lige som du ønsker det. – jeg syntes det var skelsættende at fylde 40, – så var jeg ikke ung længere… Men når jeg går i krise over det med alder, tænker jeg på alle de stærke, spændende kvinder jeg kender/kender til som er oppe i årene. Så er det pludselig ikke så slemt længere… 🙂 God weekend snart

    1. Hvor er du sød. 🙂 Jeg er stadig i tænketank omkring, hvordan dagen skal tilbringes. Men den ligger jo stadig lidt ude i fremtiden. Aka om ikke så længe. Godt råd. Jeg kender et par, som kan bruges….
      God weekend til dig. Som er startet. 🙂

  2. Alder er en mærkelig ting. Da jeg var 19 synes jeg at min farbror som er 10 år ældre end jeg var håbløst gammel. Nu er jeg jo væsentlig ældre end han var den gang og føler mig heldigvis stadig ung…
    Min far var 46, da han kom ud for en alvorlig ulykke som ændrede hans tilværelse fuldstændig og som han nogle år senere døde af – jeg har det vildt mærkeligt med at jeg om ikke så mange år er ældre end han fik lov at blive..
    Men 50 er jo ingen alder i dag – så tag du det bare med oprejst pande :-). Og tillykke med dagen når du når dertil :-D.
    Knus fra Gitte

    1. Jeg er ved at vænne mig efterhånden. Og på den gode måde. :- ) Så det skal nok gå. Der er stadig en måned til… 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s