Tankestreger

Gårsdagens indlæg og gode kommentarer fra jer har selvfølgelig affødt lidt refleksion hos mig. Selvfølgeligt og heldigt. Under normale omstændigheder er jeg ikke nogen udpræget drama-queen, selvom det kan ske, at jeg hyper overdrevent over noget. Men jeg var selv stille forundret over en manglende følelsesmæssig reaktion på læge Jonas’ “jeg ville nok ikke løbe de der ½ maratons mere, hvis jeg var dig”-besked. Jeg tror simpelthen, at min manglende reaktion var, fordi det var ikke det jeg følte. Lige der i undersøgelseslokalet.

Der var også en grad af lettelse involveret. Jeg blev klar over, at jeg ikke behøver lægge et pres på min egen præstation, bare fordi andre kan og gør. Og løber. For let’s be honest; jeg kigger meget rundt for at se, hvad der præsteres af andre i min alder (som i going on 50) og jeg ser rigtig mange i fuld firspring mange km og i en farlig fart. Jeg gribes af hvor-svært-kan-det-være-og-du-er-bare-for-doven-tilstand og prøver at nå noget, som jeg ikke kan levere. Og når knæet så nu officielt kræver omsorg og omhu, sætter det mig fri.

Her til formiddag har jeg været lidt rundt i Blogland; læst lidt her og der. Det sætter altid tanker i gang hos mig. Jeg aflyste en Body Bike time. For det trækker at komme ud i løbeskoene og få knæet prøvet af. På den rolige måde. Det kan godt være, at det sner. Men det er prøvet før. Jeg trænger. Hunden trænger big time. Det må blive back-to-basics. Med gå-pauser op af bakkerne (er prøvet før) og regelmæssige, som i måske 100 m pr. km. Eller noget lignende. Så skal der noget supplerende træning til; Bodybike, styrketræning eller andet holdtræning, som gør noget godt. En planlægning, som ind i kalenderen og alvorlige aftaler med mig selv, er vist på sin plads.

Så tak fordi I læser med. Og en større tak, fordi I tager jer tid til at smide lidt overvejelser, tanker og kloge ord til mig. Det er så velkomment.

Det eneste er – mig værende en evig magelig sofakartoffel – at jeg virkelig skal passe på, at hele denne historie omkring mit knæ ikke bare bliver en sovepude og en undskyldning for aldrig at komme ud af komfortzonen.  Dette er og bliver en never-f…-ending historie om min kamp for en supertopform (hahahaha), med belastede led og en snigende alder og den altoverskyggende magelighed, jeg vist desværre er genetisk disponeret for. So – stay tuned.

Reklamer

2 thoughts on “Tankestreger

  1. Øv 😦
    Helbreddet er jo det vigtigste. Og jeg kender lige præcis den diagnose fra min mand – og du SKAL passe på. For ellers kan du til sidst slet ikke noget som helst! Bløde løbeture med gåpauser i roligt tempo. Og cykling er rigtig godt – du kan jo kaste dig over cykelsport hvis du trænger til noget lidt mere heftigt.
    Men jeg bliver lidt ked af det indeni, for jeg ved godt hvor meget du egentlig ikke er en sofakartoffel.
    Og jeg kommer alligevel næste gang jeg er i landet 😉
    Knus!!

    1. Kære Kirsten
      Tak fordi du ikke synes jeg er en sofakartoffel. Det varmede. Jeg har en lille nisse siddende hele tiden, som hårdnakket påstår, at jeg er for doven, når jeg overvejer at lade være. 😉
      I går gik jeg flere gange ind i mellem, tiden bliver jo røv-langsom, men sådan må det vist være. Hvis jeg stadig vil skulle købe nye løbesko.
      Glæder mig til at se dig, når du rammer hjemlandet.
      Knus 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s