Når skæbnen spiller med

Ikke så snart var jeg blevet spurgt af den ultralydsscannede læge, om jeg cyklede, gav vores to’er bil op. Tandremmen røg og smed et uanet antal metalstumper rundt i motoren. Det kan den ikke tåle. Eftersom lillebilen (som den hedder i daglig tale uden at være mindre end første bilen, men var den mindste af vores biler indtil i sommers), har nået en alder på 23 år, får den ikke en chance mere. Selvom det skærer lidt i hjertet. Den har tjent os godt. Men den ryger til skrot, også selvom det formentlig vil afstedkomme et tåre.

Så vi er tilbage med én bil. Herude på landet, hvor bussen kører sjældendt og på det, som ligner en rundtur, inden den rammer noget, som ligner en togstation. Men vi klarede os jo faktisk i sommers med en bil og en bunke cykler. Vores mødetider var godt nok også ret ens, vejret var jo godt nok noget andet end nu, og vi var forberedt.

Men det handler jo om at finde gaven i problemet, ik? Og den læge forslog jo med en slet skjult hentydning, at mere tid på cyklen ville gavne mit knæ. For ikke at tale om min form. Så Den unge mand skal lige have lidt udstyr (som et par varme handsker), så er vi cyklende igen. Og jeg skal lige have fundet ud af, hvad jeg skal have på, så jeg kan holde varmen, når jeg nu på tirsdag tænder cykellygterne, spænder hjelmen fast og cykler af sted til morgenløb på skolen kl. 6.20.

Og håber på tørre veje, milde temperaturer og udelukkende medvind.

Reklamer

One thought on “Når skæbnen spiller med

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s