Erindringens landskab

For lige godt et år siden, næsten på dagen, var det, at telefonen ringede sent en søndag aften. Jeg kan huske hvert sekund. Næsten. Det var de efterfølgende dage, hvor jeg pludselig ikke var mor for børnene, jeg var ikke kæreste for min mand, jeg var ikke kollega for kolleger og ikke lærer for mine elever. Jeg forsvandt ind i mig selv, i et chok over, hvordan ens verden med knips forandres og ikke er til at kende. Fordi man bevæger sig ind, hvor man ikke har opholdt sig før. Og der følger ikke en manual med.

Det er snart et år siden, at min far døde. Jeg har det egentlig ret ok med det nu. Jeg troede ikke, at årsdagen ville bide i mig. Men det gør den. Mere end jeg havde regnet med. Dét stod sgu heller ikke i den manual, som ikke fulgte med.

Reklamer

16 thoughts on “Erindringens landskab

  1. Kære Katrine

    Jeg tænker på jer – det gør så ondt at miste!

    kærligst Britt

    1. Tak kære Britter, du – om nogen – ved, hvad det vil sige. At miste det bedste af alt. Dét tænker jeg til gengæld på mht. jer.
      Knus Katrine

  2. I disse dage dukker alle de forfærdelige oplevelser ifm Henriks indkæggelse, operationer, opholdet på Riget og den tragiske udgang også i mit hoved,- faktisk hele tiden. Har også fundet både min dagbog og alle dine beskrivelser af forløbet på bloggen frem og genlæst dem.
    Jeg blev et stort “tudefjæs”.
    Kh Moren

    1. Det kan være, at det er en del af processen; at man bevæger sig tilbage i sorgen af og til, men sjældnere og sjældnere. Fordi at se den i øjnene hjælper os videre? Ved det ikke helt.
      Knus herfra

  3. Åhr.
    Det må være hårde dage for dig og din familie lige nu.
    Jeg har intet klogt at skrive, men vil gerne give udtryk for min medfølelse på den her helt utilstrækkelige måde.

    Kærlige hilsner

    1. Takker! For det varmer da også med din kommentar. Tror heller ikke, at man i sådanne situationer kan sige så meget. Man føler og så’n er det. 😉
      Kh Katrine

  4. Det er altid anderledes end vi forestiller os. Føler med dig. Kender det jo. På min måde. Min far døde i 1995 og den 24. august var det hans fødselsdag. I år savnede jeg ham helt forfærdeligt. Og sidder og tuder lige nu. Så længe siden. Men det siger jo bare, at jeg ikke har og aldrig vil glemme ham og at det heller ikke er meningen.

    Stort knus til dig, ekstra stort i disse dage 🙂

    1. Ja, der skal ikke så meget til, at man lige vælter og smider nogle tårer. Og selvfølgelig er der mærkedage, hvor det mærkes mere end andre.
      Tak for stort knus. Sender et tilbage.
      Knus 😉

  5. Jeg husker godt hele forløbet fra din blog.
    Og jeg tror at årsdage er dage der er meget nødvendige, noget med at få sluttet nogen forløb og finde en måde at leve videre på. Det gør dem jo ikke nødvendigvis nemmere.
    Nogen familier mødes ved et gravsted og mindes, nogen mindes hver for sig og nogen mindes på helt andre måder – det vigtigste er vist bare at mindes på den måde der giver fred i sindet.
    Jeg sender jer tanker og knus oppe fra det høje Nord.

  6. Pyha, jeg forstår dig så godt Katrine! Den opringning fik jeg selv for snart to år siden – tidens afstand gør det lidt lettere, men jeg blev rystet i min grundvold.

  7. Hej Katrine
    Selvfølgelig bliver du ‘bidt’ af årsdagen.. For det er især i den tid, man atter begynder at tænke tilbage og mindes. Som du selv skriver “Erindringens Landskab”. Og landskabet vil ændres. Tidligere og stadig har landskabet måske været fyldt med tordenskyer og en grå himmel, men som tiden går, er jeg sikker på, at landskabet ændres til noget smukkere. Tankerne vil ikke længere omhandle hvad du har mistet, men alt det du har modtaget. Og jeg må sige, at uden landskabets dystre lag ville det være sværere at spotte og erindre de lyse og positive udstrækninger. Så jeg ville i hvert fald ikke være foruden tordenskyerne! Det er vigtigt at huske på, at sorg blot er et afløb til kærlighed, for at citere Johannes Møllehave “Sorgen skal gennemleves i bevidstheden om, at det netop ikke er muligt at elske uden at lide, og der ligger en trøst i at erkende sorgen som en dybde og en dimension i kærligheden.” Tænker på dig i denne tid.
    Kh Julie

  8. Kære Katrine
    Det er altid utrolig svært at miste en elsket person. Jeg mistede min far i 2005, han blev kun 55. Savnet forsvinder heldigvis mere i baggrunden med tiden og diverse mærkedage bliver også lettere at komme igennem, men pludselig ud af det blå kan jeg stadig blive grebet af et voldsomt savn. Tilgengæld er jeg blevet meget bedre til at mindes ham med glæde…
    Så næh du kan ikke udstyres med en manual, men det lyder også som om du er kommet godt igennem den proces som en sorg er indtil videre – og årsdage de er bare svære i forbindelse med dødsfald eller andre ulykkelige hændelser. Tænker på dig.
    Knus Gitte

    1. Ja, det går faktisk godt. Og man lærer og bliver bedre til, når man overmandet af lidt tårer og ked af det-hed.
      Knus 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s