Min trofaste løbemakker

skulle på aftentur, inden vi andre skulle af sted til juleaften hos min søster. Det er ikke opklaret, hvad der skete, men Karla fik skåret sig ind i bagbenet på turen. Det blødte kraftigt, og det stod klart med det samme, at hun skulle til en dyrlæge. Juleaften. Kl. 16. ???? En hurtigt opslag på nettet, den eneste mulighed var Dyrehospitalet i København. Den almindelige dyrlægevagt her i det tidligere Frederiksborg amt er suspenderet juleaften. Selvfølgelig. Alle er til juleaftener rundt omkring og forhåbentlig sammen med deres familier og venner.

Vi fik også lige ringet til en god ven, som er Falckmand, for at høre, hvordan vi skulle få stoppet blødningen. Gamle bleer blev strimlet og bundet stramt om bagbenet. Bilens bagsæde blev dækket til med vattæpper, den unge mand på matriklen blev installeret til at holde og holde øje, og Karla båret ud. Og så kastede manden på matriklen den franske slæde sydpå til Vanløse, Sydhavnen eller der omkring. Vi andre blev så hentet til juleaften. Iført flæskestege, rødkål og en stor mængde gaver. Men en ret dårlig start på juleaften.

Det viste sig, at Karla havde skåret adskillige sener over i venstre bagben, og hun skulle opereres og tilbringe natten derinde. No need to say at denne her familie var ret rystede og triste. En ting var, at Karla skulle være hjemme alene, men at skulle overnatte på et dyrehospital var faktisk lidt for meget. Man er jo frygtelig knyttet til sin hund, kat, whatever. Manden og den unge mand var tilbage til juleaften, netop som anden runde and, flæskesteg, varm brun sovs og das ganze Zeug kom på bordet. Resten af aftenen forløb uden ubehagelige overraskelser. Og gudsketak for det, da.

Vi kunne hente Karla næste formiddag, og hun var ellevild. På tre ben. Bagbenet var forbundet og tapet til, og det skulle der ikke gås på. Så det var en meget glad, men afdæmpet og forsigtig hund, vi fik hjem 1. juledag. Forbindingen skal af om 5 dage, stingene ud om 8 dage, men kun korte ture OG i snor i 6 uger! Det sidste vil formentlig blive en prøvelse. For Karla og for os. Hun er en meget energisk hund, som bliver alt for urolig, hvis hun ikke bliver rørt. Måske vil det give sig selv. Men de sammensyede sener skal have tid til at hele, og det tager åbenbart lang tid. Vi får se. Indtil videre kommer hun bare 30-50 meter ned af vores lille vej og tilbage. Og ellers kun lige ud og snuse i haven. Iført fryseposer og en sok uden på forbindingen. Som heldigvis er pink.

DSC05227

DSC05228

Reklamer

2 thoughts on “Min trofaste løbemakker

  1. Stakkels Karla og stakkels jer. Jeg kan lige forestille mig, hvordan I har haft det. Hunden er jo en del af familien! Hverken mere eller mindre! Og så juleaften …

    Ja, det kan være svært nu, for hvordan skal man stimulere en så frisk hund. Keeva er jo ligesom hende. Det gælder om at finde på noget, hvor de bruger hovedet og ikke benene! 🙂 Små opgaver, der kræver hjernebrud men ikke benbrud! 😦

    God bedring med tøsen. Godt hun er hjemme igen trods alt. Sikke en forskrækkelse!

    Jeg er på vej til julefrokost, så ha’ det!

    Knus

  2. Du kan tro, at det var en forskrækkelse. Det er første gang, der har været noget galt med hende, og vi var sådan rigtig godt rystede. Alle sammen.
    Men hun er ved godt mod, men kan ikke forstå, at hun ikke bare kan løbe ud og ind, som hun plejer og lyster. Pyh ha..
    God julefrokost 🙂
    Knus

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s