Kickstarter

Forleden dag læste jeg et indlæg på bloggen Hold af – se det store menneske i den lille krop, hvor bloggeren Louise Klinge Nielsen skrev sådan:

Når vi voksne udstiller vores sårbarhed, skaber det rum for, at de yngre kan vise deres styrke. De bliver pludselig i stand til noget, der før syntes umuligt.

Det fik mig til at fundere lidt mere over, hvordan jeg skal takle min sorg og ked-af-det-hed over min fars sygdom og situation i forhold til “mine” 23 4. klasses elever, som jeg vender tilbage til. Jeg er nervøs; for min egen reaktion, kan jeg lade være med at græde, kan jeg fokusere og have det overskud, som skal til? For tro mig, og uden at forklejne andre brancher, man er på som skolelærer. Hele tiden. Ikke noget med at have en dårlig dag.

Alle mine elever vil være nysgerrige. De vil høre, hvorfor jeg ikke har været der i en uge, og hvad der er sket. Hvis jeg ikke er der én dag, kræver de svar. For jeg er vigtig for dem. Og det er jo herligt. De mangler mig, når jeg ikke er der.

Efter at have læst indlægget hos Louise tænker jeg, at det er ok, at jeg er ked af det og viser det. Men jeg tænker også, at jeg skal have nogenlunde styr på det, så ingen bliver forskrækkede over, hvor ked af det jeg er indeni. En fin balancegang. Jeg ved, at man umuligt kan forestille sig, hvordan man reagerer i situationen. Vi er alle så forskellige, og hvordan det rumsterer dybt inden i os hver især, ved vi kun selv.

Kun vi selv ved, hvor ensomme og ulykkelige vi føler os. Derfor skal vi respektere forskellighederne. Ikke dømme om hvornår eller hvorvidt vi hver især kan, magter eller har lyst til dit eller hint. For inderst inde er vi alle alene om det, der sker. Der inderst inde.

Reklamer

2 thoughts on “Kickstarter

  1. Ja dine elever elsker dig sådan helt ægte. De beundrer dig og du er en utrolig vigtig og central figur i deres liv. De vil fortælle dig alt og vide alt om dig. Forstå at du ikke bare går hen på lærerværelset og sidder der til næste dag. Har du en far og mor? Spiser du den samme slags leverpostej som dem? Har du børn, hvordan ser de ud? Jeg er barn af to lærer og når jeg var på indkøb med min mor og vi mødte nogen af hendes elever kunne man se at de var vildt begejstrede: Heeeejjj Fru W….. brølede de hen over køledisken.
    Og du er på scenen hele dagen – hvad har du på, hvilke farver, passer det sammen……
    Du kan måske forklare din 4. klasse, at din far er meget syg og det er du frygtelig ked af, men det er svært for dig at fortælle for meget lige nu for så kommer du til at græde og det er jo noget man helst ikke vil gøre foran mange menesker. Det vil de jo helst heller ikke. Og hvis det sker for dig, så må du bare sige at det var fordi du kom til at tænke på din far og blev ked af at han er alene på hospitalet. Det vil være noget de kan relatere til.
    Håber det går godt!
    Knus Kirsten

  2. Det er på en frygtelig baggrund.
    Men du har mulighed for at lære dem:
    At frygtelige ting kan ske.
    At man kan komme igennem det.
    At det er OK at gå lidt i stykker et lille stykke tid.
    At man kan blive glad igen.
    At det kan tage tid.
    Det er alt sammen meget vigtige lektioner at give børn med videre. Det er hamrende relevant. Ligegyldigt hvad de vil med deres liv senere.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s