Når alting forandres… aka min fars tilstand – del 4

Jeg kan godt forstå, hvis et par af jer derude er lidt trætte af at læse om en gammel mand, som ligger med alskens dårligdomme og kæmper for sit liv. Det er sgu ikke kønt, og det er ikke harmonisk. Der er slet, slet ikke noget over det, som kunne minde bare lidt om en amerikansk film. Desværre. Det ville da sætte lidt kolorit på det hele. Men jeg er begyndt at have mascara på, når jeg skal derind. Altså ind på afd. ITA 4131 på rigets største hospital. For at se om dagen er en god dag for min far eller en af de dage, hvor modløsheden melder sig, og vi ikke tror på det.

Siden torsdag er der sket en smule. Min fars odds er ændret fra 0-100 i mandags (hans var 0 for overlevelse) til 50-50 i fredags. Han har bekæmpet blodforgiftningen, men kæmper nu med alle de andre følgesygdomme; hans hjerteklap fungerer dårligt, hans lever har fået så mange bank, nu og før, han har fået fjernet rigtig meget væv. Hans nyrer er stadig i chok, så dialysemaskinen er hans bedste ven i disse dage. Men det største problem lige nu er hans lever. Den har det overhovedet ikke godt.

Men han leverer små forbedringer næsten hver dag. Han er begyndt at vågne op og ligger med åbne øjne uden at se. Samtidig med at han ligger meget uroligt. Slut med fredfyldtheden. Nu ser det sgu uhyggeligt ud, og man skal lige vænne sig til den nye tilstand. Det virker, som om han registrerer, når vi taler til ham. Det har sygeplejerskerne sagt hele tiden, jeg vil tro det, så jeg snakker og snakker til ham. Man skal lige over den første hurdle med sådan at stå og småsludre med en, som ikke svarer. Hans puls og blodtryk reagerer næsten umiddelbart, når jeg begynder at tale til ham. Om det så er, fordi han hellere ville være fri, er jo heldigvis ikke til at sige.

Jeg hentede Louis Armstrong og hans What a Wonderful World ned på min iPod nano i går, fandt et par gamle og ikke strammende hørebøffer frem fra gemmerne, smed det i tasken og tog de to store børn og kørte ind for at se til morfar/far i går aftes. Han virkede mere oppe igennem lagene. Jeg fortalte lidt om stort og småt og fortalte om musikken. Så fik han hørebøfferne på, Louis fik ordet, og så blev min far helt rolig. Uanset hvad andre vil prøve at overbevise mig om, så er jeg sikker på, at han hørte musikken. Han blev helt stille og lå og stirrede op i loftet. Uden at se. Den næste reaktion kom, da nummeret var slut, og det gled over i Hello Dolly, som er mere up-beat. Så blev han urolig igen, og jeg klikkede hurtigt tilbage. Ro igen.

Så tog vi en pause. Jeg tror ikke, at min far har nogen tidsfornemmelse. Så vi er der lidt, går nedenunder, måske ud i gårdhaven, sludrer lidt om det, bruger penge i kiosken eller automaten, noget skal der jo ske, sms’er med mor og mine søskende og giver en update, og så er der hurtigt gået en halv time. Så op til far igen og gentage proceduren fra før. Han hørte Louis igen og bonustracket When you’re smiling. Efter at dømme fra hans hovedsprog gik den bedre ind end Hello Dolly. Så siger vi godnat, at vi kommer igen i morgen, og så er det slut.

Men det er fand’me ikke rart at se ham sådan. Jeg har prøvet at sætte ord på det, som sker inden i en. Er der en lille del, som går til grunde? Mister man lidt? Men hvis det er noget, som tabes i processen, bliver det erstattet eller genoprettet med tiden. For jeg bliver jo ikke mere følelsesfattig pga det her. Midt i den følelsesmæssige orkan ved jeg, at man kan lære meget af sådan en krise. Lære meget om sig selv og om de mennesker omkring en. Hvis man går fremad i krisen med et åbent sind, tror jeg, at man kan komme ud på den anden side med en oplevelse, som trods alt har gjort en klogere og bedre. Håber jeg.

Med vores transporttid ind og hjem, tiden derinde, på stuen og ventetiden, er vi væk i godt to timer, måske 2½ time. Men det udmatter mig fuldstændig. Jeg får hovedpine næsten hver gang og har lyst til at sove. Så der sker ikke så meget omkring mig. Vi taler en del om det med morfar, når det skal til, og så er der alt det andet hverdagsagtige, som kører videre. Og det er godt at skulle smøre en madpakke og hænge noget vasketøj op. Og så skal jeg se, om løbeskoene ikke skal snøres lidt senere i dag. For hverdagen, livet og verden går videre. Og det er også ok. Og nødvendigt.

Billede0686

Reklamer

7 thoughts on “Når alting forandres… aka min fars tilstand – del 4

  1. Jeg synes ikke dine ord er kedelige. Du er god til at sætte ord på hvad du gennemgår lige nu. Bliv du bare ved med det.

  2. Søde Katrine. Jeg har ikke så meget at sige lige nu. Føler med dig og er med, når du skriver så godt om det. Vigtige ord – allermest for dig. Men vi andre følger stille med. Følger og føler med dig.

    Stort knus

  3. Skriv du bare alt det du vil, vi følger med og bliver glade for de små fremskridt.

    Dette er en del af dig og dit liv, det er ikke kun løb der er interessant – vores blogge er jo vores måde at få en masse ting ud på. Vi er kommet til at holde af dig og vil gerne tage vores del af slæbet!!

    Hvis der er nogen der ikke har lyst til at følge med, kan de jo holde pause fra læsningen.

    Lige som at du må tage nogen pauser fra hospitalslivet!
    Knus Kirsten

  4. Helt enig med de andre, skriv alt du vil for det er netop en måde at komme af med tingene og følelserne på, komme videre og få hverdagen til at gå. Trods alt.
    Føler med dig og din familie, og klikker ind hver dag for at se hvordan det går jer og ikke mindst din far.
    Knus tina

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s