Når alting forandres på et øjeblik – del 2

Hvad gør man, når alt bliver indstillet til, at en far eller mor ikke kan reddes ved mere behandling, men ganske langsomt vil glide væk? Jeg kan ikke huske, hvad jeg tænkte eller gjorde mandag aften. Jeg gætter på tomhed. En stor rungende tomhed, som langsomt fylder en, mens realiteterne langsomt begynder at gå op for en. Så kommer smerten. Dén kan jeg huske. Ondt, ondt. Fysisk ondt og dårligt. Mit hoved kan ikke rumme det.

Senere en begyndende accept, tilpasning og indstilling på, at det er det, som vil ske. Min fars liv er ved at ebbe ud. Vi mister ham nu, selvom ingen er parat til det. Hvor mange gange jeg ellers har bandet ham hen, hvor der er meget varmt. Jeg fortryder. Jeg tog fejl. Jeg er slet ikke parat til at undvære ham, hvor åndssvag han end kan være. Hvor politisk uenige vi end er. Hvor konservativ og stivnakket og stædig han end kan være. Og er. Hvor hurtigt han end kan få mit pis i kog. Det kan han nemlig på et nanosekund. Jeg tilgiver ham alt. Bare han bliver her. Bare han kæmper derinde i det univers, hvor han opholder sig. Bare han overlever alt det her frygtelige, så vi får lov til at få en runde to.

Vi venter hele mandag aften. Og hele natten. Der bliver skruet ned for medicinen regelmæssigt, men hans blodtryk falder ikke nævneværdigt og ikke i takt med reduceringen. Natsygeplejersken fortæller, at nogen gange går det hurtigt, andre gange langsomt. Ikke til at sige. Ventetiden bliver tilbragt i et rum for pårørende. Vi deler de møbler, som er der og forsøger at få sovet lidt. Jeg vågner tit og går ind og ser til min far. Spørger til reduceringen og prøver at huske alle tal. Han er kold. Han kan ikke holde temperaturen, fordi blodet køles ned af den konstante dialyse, som kører. Han får varmetæppe på, og det hjælper. Hans temperatur kommer op på de 37 gr. Hans puls er høj. Hans blodtryk er nogenlunde det samme, måske lidt lavere. Jeg går tilbage til rummet og lægger mig igen. Sådan går hele natten uden noget vendepunkt.

Vi har hele tiden troet, at han ikke ville overleve natten. Vi har talt bisættelse, sange og andet praktisk. Det føltes godt at tale praktiske ting. Og andre ting. Så bliver det alligevel pludselig for meget. Jeg synker hen i ? Ikke i eftertænksomhed. Det eneste, som fylder tankerne, er far og den tilstand han er i. Hvordan kan vi gøre det mest trygt for ham og sørge for, at han har det bedst muligt?

Hen på morgenen tirsdag beslutter vi at tage hjem hver især. Få et par timers søvn i en seng, et bad, en tandbørste og så mødes igen ved middagstid. Det er svært at gå derfra. Tænk hvis han pludselig bliver dårligere. Vi skal være her, når han skal herfra. Hvis det er det, som sker. Sammentidig har sygeplejersken ret. Vi skal passe på os selv. Vi skal trække vejret udenfor afdelingen og se solen. Men det er så svært at gå. Det gør vi og kører hjem i tavshed. Der er ikke så meget at sige.

Det gjorde godt at få et par timers søvn i en seng, med en dyne og hovedpude. Tandbørsten var meget kærkommen og et par rugbrødsmadder friskede mig gevaldigt op. Telefonen ringer, og jeg får at vide, at min far i løbet af natten og morgenen har vist så gode forbedringer, at de vil fortsætte behandlingen og tage ham på OP igen for at se, hvordan det ser ud under forbindingerne. Om der er mere dødt væv, som skal væk. Amputationen af hans underben har formentlig reddet ham så langt som til nu, og han bekæmper blodforgiftningen og bakterierne bedre nu ved egen kraft. Og kraft fra antibiotika, dialyse, som renser blodet, medicinen og alt det andet hejs, han er koblet op til. Men han kan opretholde noget, som ligner et blodtryk på trods af, at de har reduceret mængden.

Situationen har pludselig vendt sig 180 gr. Nu taler vi protese, genoptræning, ombygning af mine forældres hus eller ligefrem nyt hus. Det er næsten ikke til at rumme. Nogle af os er momentan optimistiske, mens andre er forbeholdne og holder igen. Men der bliver holdt fast i os med fakta. Min far er stadig alvorligt syg, det er en kritisk situation, han er stabil, har vist forbedringer, men det kan stadig gå begge veje.

Tirsdagen går, far er her stadig og kæmper. Han er nu meget hævet over hele kroppen. Vi laver lidt sjov og kalder hans tilstand Nutty Professor X 2. Al den væske, som pumpes ind i ham, siver ud gennem blodbanerne og i vævet, så han hæver op. Der er ikke en rynke tilbage. Det ser voldsomt ud, men man vender sig jo uhyggelig hurtigt til det. Hans lactat-tal, som bare steg og steg i går, er langt nede og i nærheden af normalen nu. Iltningen af blodet er 100%, og han kan holde sin temperatur. Sygeplejersken har nemlig sat varmeslanger omkring slangen, som fører blodet tilbage i hans krop. Hans man-tal er stabilt, og hvor de vil have det, på trods af fortsat reduktion i dosering. Der bliver også skruet op. Typisk når de skal rode med ham. Men der bliver hele tiden skruet ned igen. Så det er godt. Og han har fået sin normale kulør igen. Han ser faktisk helt normal ud, hvis man ser bort fra hævelserne og alle slangerne.

Jeg sover hjemme tirsdag nat. Min mand kommer ind. For at hente mig og får at se far. Han synes, at han ser fin ud, og det hele er meget fredfyldt. Det får os til at tale om, at børnene – ihvertfald de to store – skal tilbydes at komme herind og se ham, hvis de har lyst. Sygeplejersken støtter det og anbefaler det, hvis børnene har lyst. Det afdramatiseres for dem. Vi køber pizzaer med hjem, og jeg får for første gang i det, som synes som flere uger, talt med de to store og fortalt dem hele forløbet, angsten, håbet og morfars tilstand. Det er så rart at være rigtig hjemme. Uden at være ude af sig selv af frygt for, at det er nu far forlader os, mens jeg sidder og spiser købepizza og drikker rødvin.

Min mor og min bror tilbringer tirsdag nat derinde. Vi andre tre står tidligt op og møder dem ved syv-tiden onsdag morgen. Tilstanden er den samme, og vi forbereder os på at vente. Det går op for mig, at ventetiden uden information og væsentlige ændringer er det værste. Jeg begynder at kunne bladre i et ugeblad, men om jeg registrerer noget, er ret uvist. Min bror fra Jylland kører hjem op på formiddagen. Han trænger til at se sin familie og komme på arbejde. Reaktioner på en sådan situation, som vi er i, er meget forskellig. Også her blandt os fem. Min søster og jeg går tur på Østerbrogade, køber kaffe og croissanter og sætter os på en bænk i Fælledparken.

DHL-stafetten løbes i denne uge. Vi har også set masser af løbere fra RH om aftenen, som har hentet deres bagage og er på vej hjem. Det har været mærkeligt og surrealistisk; at verden går videre, og andre gør helt, som de plejer. Livet går videre. Både for dem og for os. Det er bare svært at forestille sig. Lige nu. Men bare det at sove hjemme var jo en begyndelse. Hvordan man pludselig overgiver sig fuldt og helt til at eksistere i den kapsel, som opstår i sådan en krisesituation, er ikke helt til at forstå, når man stopper op og ser på sig selv.

Det er derfor godt at sidde der på en lidt fugtig bænk i Fælledparken. Men et papkrus med en halvdårlig Latte grande fra Baresso, som kun smager lidt af kaffe og for meget af mælk. Med en fedtet croissant i hånden, som heller ikke smager optimalt. Så halvdelen ryger i posen igen. Løbere lunter forbi. Flest kvinder. Nogen alene, andre i selskab og snakkende, mens de løber. Vi kommer til at tale om vores tid i København. Vi boede begge på Nørrebro, men løb også tit i Fælledparken. Det er lang tid siden. Vi snakker om løst og fast.

Hen mod middagstid går vi tilbage og op på afdelingen. Der er ikke sket så meget. Sygeplejerskerne har ordnet far; han er blevet vasket og barberet. Det går op for mig, at dette morgentoilette er vigtigt. Han ser altid bedre ud, når han er blevet ordnet. Hans øjne er meget hævede, men efter vask og creme falder hævelsen lidt. Han ser bedre ud. Vi beslutter at tage hjem. Få sovet en lur og taget os lidt af vores familie og lavet noget lav-praktisk, så vi kan mærke hverdagen og det normale liv igen. Far har alligevel en travl eftermiddag og aften. Han skal have en fuld CT-scanning for at lede efter mulige årsager til blodforgiftningen og evt. andre problemer, som hæmmer en forbedring af hans tilstand. Til aften skal han tilbage på OP og have skiftet forbindinger. Muligvis i trykkammer, hvis det skønnes gavnligt.

Jeg får sovet lidt om eftermiddagen, inden resten af familien vælter ind af døren. Jeg hører dem faktisk slet ikke. Jeg havde ellers regnet med at blive hevet op. Storepigen har nemlig købt sit største ønske – en iPhone – brugt på dba.dk og skal have hjælp til at få den låst op. Men hun venter på, at jeg vågner af mig selv. På den måde kan jeg mærke, at hun er meget berørt og påvirket af situationen. Hun er ualmindelig hensynsfuld og tilbageholdende. Og bange for hvad der sker.

Den unge mand og jeg tager ind sent. Vi er på RH ved 22-tiden, og far er endnu ikke kommet tilbage fra operationsgangen. Han har nu været derinde i over to timer, og det gør os urolige. Min mor og bror er meget frustrerede. De har ikke talt med en sygeplejerske eller en læge hele dagen. Der har været travlt, men man er jo hudløs i situationen og kan ikke holde uvisheden ud. Hvad har scanningen vist? Vi har ikke talt med en læge siden mandag aften. Hvordan ser det ud? Endelig kommer far tilbage. Han ser meget bedre ud, når han køres forbi os.

Så går der igen lang tid, førend sygeplejersken kommer ud til os. Klokken nærmer sig 12 aften, og de har lige haft overlevering til natholdet. Far har det godt – efter omstændighederne – medicinen bliver fortsat langsomt reduceret. En cardiolog, som scannede hans hjerte aftenen før, har ændret i sammensætningen og sat et niveau for man-tallet, som far kan holde med mindre medicin. Vi får lov at se ham. Han ser godt ud. Hævelserne er faldet betragteligt. Han ligner næsten sig selv. Men det er hårdt for ham cirkulatorisk hver gang de skal vende ham og skifte forbindinger. Der har været et par plastiskkirurger forbi og taget nogle billeder af de områder, som har fået fjernet hud og væv. Så de er forberedte. Det er jo godt. Forventningerne stiger næsten omgående. Men vi skal huske, at hans tilstand fortsat er yderst kritisk. Han hænger på, men kun lige. Maskinerne holder ham i live. Medicinen holder ham i live.

Den unge mand takler det fint. Han er glad for at se morfar og synes, at det hele er meget fredfyldt. Jeg snakker lidt til morfar og fortæller, hvad vi har fået at spise. Hvad jeg har lavet og at William er med herinde. At vi snart skal hjem og sove. Og alt sådan noget hverdagssnak.  Jeg tror og håber, at far kan høre vores stemmer et sted derinde. Og husker på, at det er her han skal være. Så vi sludrer videre lidt. Så overlader vi pladsen til min mor og bror, som også vil sige godnat. Vi sover alle hjemme. Vi bliver nødt til at vende lidt tilbage til normaliteterne. Min mor trænger også til at sove. Hun har ikke kunnet sove, når hun har været hjemme. Men er faldet i søvn, så snart hun er kommet tilbage i rummet på afdelingen. Så vi følges ad ned til bilerne, mens vi håber på, at far klarer sig igennem natten. Så han også er der torsdag.

Reklamer

5 thoughts on “Når alting forandres på et øjeblik – del 2

  1. Kære Katrine,

    Jeg har tænkt meget på dig. Sender min medfølelse og håber din far bliver rask igen.

    Jeg har også haft den følelse nogle gange i mit liv, som du beskriver. At det føles bizart at verden bliver ved, at bilerne køre, at der er DHL stævne og folk der ler.

    Det er hårdt for Jer. Uvished er tortur.
    Ja… hvad kan man skrive, ord er lidt små nu.

    KNUS Karina

  2. Kære Katrine
    Pyha, hvad skriver man, andet end jeg tænker på dig og dine kære og håber det bedste for din far.
    Hvilken fantastisk følsom beskrivelse du har lavet og tror også det er godt at få ud, for at få luft en slags terapi.
    Mange knus og tanker

  3. Tak skal I have. 🙂 Det er rigtig dejligt at læse hilsener fra jer, når jeg tager en pause.
    Knus

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s