Når alt forandres på et øjeblik – del 1

Min far havde det fint, indtil fredag. Lørdag var han meget svimmel og havde ondt i sin fod. Han blev kørt på Herlev sygehus sent lørdag med mistanke om en eller flere blodpropper. Den mistanke, som viste sig at være forkert, forsinkede den rigtige behandling af det virkelige problem.. Nemlig en alvorlig og mulig dødelig blodforgiftning, nekrotiserende fasciitis. Min far var søndag så syg og muligvis i shock, så han hastes til operation for at få åbnet op på benet, da han har blåsorte misfarvninger op af højre ben og på ballen. Han er klar i hovedet, da han køres ned og ved, hvad der skal ske. Han får efterfølgende fjernet en del hud og fedtvæv på benet. Vi ser ham efter operationen, og det er selvfølgelig et stort chok for min mor, mine søskende og mig. Man får revet alt ud af brystet og kan ikke tænke eller trække vejret. Det blev en lang nat, hvor vi ikke vidste, hvilken vej det ville gå.

Min far er belastet af en del andre “ting”: Han har en forkalket hjerteklap, hjerteflimmer, en belastet lever, dårlige knæ (også det nye) og har i det hele taget været plaget af, at ikke alt fungerer, som det skal. Han har gået – og går – til forskellige undersøgelser, så det var en ældre model, som alvorligt trænger til en del nye reservedele OG et totalt serviceeftersyn med make-over. Men han er kun 73 år, og ellers i fuld vigør og aktiv, så jeg synes, at det var alt, alt for tidligt, at han skulle herfra.

Efter den første operatione skulle min far have været kørt på RH, hvor de er eksperter i denne form for infektioner og derudover kan give behandling i trykkammer, som hæmmer bakteriernes vækst. Desværre var der fuld belægning derinde, så han måtte vente. Det blev en lang nat, men han overlevede og blev stabiliseret. Denne slags infektion skaber en tilstand i blodbanerne, som gør den hullede som en si, så alt væske pisker ud i vævet. Det betyder, at patienten ikke kan opretholde noget blodtryk uden hjælp. Derfor var han så svimmel, fordi blodet blev simpelthen ikke transporteret rundt i kroppen godt nok.

Min far røg i OP næste formiddag igen, fordi hans tilstand forværredes. De fjernede mere inficeret væv, helt op af ryggen. Der er tre behandlingsformer til en sådan blodforgiftning; hold patienten i live, operativ fjernelse af inficeret væv, antibiotika og trykkammerbehandling. Alt inficeret væv skal fjernes, for bakterierne lever i det inficerede væv og spreder sig herfra. Hurtig og aggresivt. Så han måtte af med mere hud, fedt og muskelvæv. Det er jo super med en gratis fedtsugning som bonus, men hellere under mere positive omstændigheder.

Der blev fjernet meget væv, inficereret og det betød, at bakterien bare kørte derudaf. Min far responderede ikke på de 7-8 forskellige slags antibiotika, han fik, han fik voldsomme mængder blodtryksregulerende medicin bare for at holde sit blodtryk oppe, lå i respirator og havde et utal af slanger og poser koblet til sig. Ingen af os vidste mere, hvad vi skulle gøre, tænke eller føle. Det var en fuldstændig uvirkelig, frygtelig, skræmmende og meget dramatisk situation vi befandt os i. Min bror, som bor i Jylland var kommet, og vi var fem voksne mennesker i chok. Verden udenfor ophører med at eksistere, og man ryger hurtigt ind i en kapsel uafhængig af tid og sted. På et tidspunkt kørte tv’et i vores lille pårørende rum uden lyd på. Jeg kiggede op og undrede mig over, at der var så mange blomster i Tivoli, hvorfra programmet blev sendt. Det gik lige et par sekunder, før det gik op for mig, at det var august, og blomsterne stadig stod i blomst rundt omkring. Det øjeblik vil jeg altid huske som et billede på, hvor langt ud og samtidig hvor langt ind i sig selv man bevæger sig, når et familiemedlem eller andet menneske tæt på kommer i livsfare.

Mandag over middag gøres min far klar til RH, som nu har plads på OP-gangen ved den intensive afdeling ITA 4131. Det tog al for lang tid at stabilisere ham så godt, at overlægen mente, at han kunne overleve transporten. Synes vi selvfølgelig. Man holder vejret i flere timer. Ikke fordi det hjælper noget som helst,men fordi man ikke tænker på noget som helst andet end den person, som ligger i et rum og kæmper for sit liv. På dette tidspunkt er der ikke gået et døgn siden vi blev ringet op og opfordret til at komme ind, fordi min far måske ikke ville overleve. Der var gået lidt mere end 12 timer, men det føltes som en uge.

Min far bliver kørt forsigtigt til RH, og vi som pårørende bliver modtaget i Traumecenteret, hvor min far skal modtages og hurtigt udredes af de relevante læger og sygeplejersker. Vi bliver også taget hånd om – rigtig godt hånd om. En sygeplejerske tager sig lidt af os, hun serverer kaffe og the, skænker op, sørger for koldt vand at drikke og endda sandwich. Jeg tænkte, at vi da selv skulle klare alt det der lav-praktiske, men jeg tror faktisk, at det er Traumecentrets måde lige at få tjek på de pårørendes tilstand og resurser. Denne sygeplejerske var meget omsorgsfuld og informerende. Hun så ganske rigtigt, at vi ikke havde fået noget særligt vådt og slet ikke noget tørt i mange timer. Det glemmer man ligesom. Vi får talt med en kirurg og bliver informeret om det næste, som skal ske.

Der er endnu ikke gået et døgn, siden min far første gang kom på OP-bordet, men han skal nu igen for tredie gang opereres. Men først skal han stabiliseres, igen, og det går virkelig op for os, at han kæmper med så meget, at han måske ikke overlever mange timer mere. Vi bliver fulgt op på intensiv afdeling på tredie sal, hvor der er fyldt godt op med pårørende, som ligesom os har familiemedlemmer i krise og mulig livsfare. Der er en helt anden stemning og et andet tempo her. Man kan godt mærke intensiteten, som ikke var så mærkbar på Herlev Sygehus, selvom den uden tvivl var der også. Der var bare mere plads at gemme den på. Vi venter længe på at kunne se far, som er ved at blive installeret på en stue. Endelig kan vi to og to gå ind og se ham, sige et par ord til ham og ud igen.

Vi venter længe og uroligt. Vi græder alle på skift og har i det hele taget meget svært ved at kapere det hele. Ventetiden er ulidelig. Vi ved, at den også bliver brugt på vores far, men det er næsten ikke til at holde ud. Endelig kommer to læger, og det er rart at blive informeret om fars tilstand og om, hvad der skal ske.

Tingene bliver sagt meget tydeligt og så, at der ikke er noget til at misforstå. De er ikke sikre på, at far overlever operationen. Han er så svag og ustabil. Han kæmper med så meget på en gang, at det er for meget. Det er brutalt, men der er ingen anden måde at meddele sådanne ting på. Lægerne gør meget ud af at sikre sig, at vi er klar over risikoen og hvor alvorligt det er. Min far bliver kørt af sted, og så begynder de værste 12 timer i mit og de andres liv. Det kunne faktisk bliver værre end de forrige 12.

Så fantastiske er personalet, at de kommer og informerer os undervejs. Hvor langt de er, og hvordan vores far reagerer på behandlingen i OP. Bare det at få ham vendt på maven er yderst stressende for hans krop og kredsløb. Derefter skal forbindingerne tages af, og lægerne skal vurdere, hvorvidt der er yderligere inficeret væv, som skal fjernes, og hvordan det hele ser ud. Urolige var ikke ordet for vores sindstilstand. For mit eget vedkommende var jeg tæt på apatisk, for mit indre var et stort oprør. Jeg var smerte overalt og kunne ikke mærke mig selv. Jeg blev fysisk dårlig. I øjeblikke kom jeg i tanker om min vejrtrækning og trak ilten dybt ned i lungerne og fik den rolige og dybe vejrtrækning igen. Men vist nok kun for de koncentrerede øjeblikke. Vi sidder i tavshed, for der er ikke så meget at sige. Der er kun at vente.

Vi får at vide, at han er blevet vendt. Det er gået ok. De fjerner forbindingerne, og det er gået ok. Derefter går der lang tid, hvor vi bare sidder igen. Græder lidt, prøver at få tiden til at gå. Det lykkedes at tale om noget andet. Men ind i mellem kan jeg næsten ikke holde ud at høre på noget f.u.l.d.s.t.æ.n.d.i.g.t. ligegyldig snak om ????? Jeg er ved at skrige, men holder mund og holder ud og går lidt udenfor eller på toilettet. Ingen tør bevæge sig mere end 20 m væk, for hvad nu hvis de kom lige i det øjeblik, hvor man var gået ned under?

Ventetiden er lang, ulidelig og ubeskrivelig. Samtidig flyder alting sammen. Tiden går, men man mærker det ikke. Og alligevel er der lige pludselig gået et par timer. Den sygeplejerske, som passer min far på dette skift, vender tilbage fra OP og fortæller, at de er færdige nu. Det er efter omstændighederne gået godt, de har måtte fjerne mere væv, men vi vil få det hele at vide af lægerne. Hun er lidt tilbageholdende, og det er foruroligende. 

Endelig kommer lægen. Døren bliver lukket. Min far har overlevet, men han meget, meget svag og meget syg. Han er ustabil, og har ens blodtryk er meget lav. Hele hans organisme er i den grad belastet af alt. De har fjernet endnu mere væv. Og til sidst får vi at vide, at de har amputeret hans højre underben. Det er næsten ikke til at bære. Ikke på det tidspunkt. Det er fuldstændig surrealistisk. Jeg bliver kastet rundt i følelser, angstfyldte tanker og en slags panik. De næste par timer er afgørende; min far skal vise væsentlige tegn på forbedring. Ellers er en fortsat behandling grundløs.

Hjertet synker ikke i livet på én, det forsvinder helt ned, hvor det bliver trykket og mast, så man ikke kan trække vejret. Hvad er det, han siger? At der langsomt skal skrues ned for det blodtryksregulerende medicin. Så blodkarrene langsomt trækker sig sammen i de ydre områder for til sidst.  at være koncentreret omkring hjertet. Så min far til sidst sover stille og fredfyldt ind. Med værdighed. For han aner ikke, hvad der er overgået ham. Han aner ikke, hvor syg han er. Han har ingen fornemmelse for, hvor meget hud, fedt og muskelvæv, som de har skrællet af ham. Han ved slet ikke, at de har fjernet hans højre underben. Han ved ingenting. Og det er godt. Det er faktisk, så det er til at bære. For det gør det lettere at bære, alt det, som er overgået ham de sidste døgn, end hvis han også selv vidste det. Jeg ved ikke, om det giver mening for andre. Men hos mig er det knivskarpt.

Sådan var det, da mandag aften ganske langsomt bevægede sig mod sin slutning. Der var endnu ikke helt gået et døgn siden jeg blev hevet ud af sengen af en mand i telefonen, som bad mig komme til Herlev Sygehus i en vældig fart. Fordi min far var meget syg.

Reklamer

11 thoughts on “Når alt forandres på et øjeblik – del 1

  1. Kæreste Katrine
    Sikke da en forfærdelig oplevelse. Jeg tænker på dig og sender de bedste tanker til hele din familie. Det kommer nok til at tage nogen tid at fordøje det hele. Håber det bedste for din far.
    Kærligst Helle

  2. Søde Katrine
    Jeg er ordløs!
    Utroligt at du kan beskrive alt dette nu, den surrealistiske verden af sorg, som man ryger ind i.
    Sender de bedste tanker til dig, familien og din far. Håber det bedste.

    Stort knus
    Lene

  3. Kæreste Katrine,
    Du har skrevet så fantastisk smukt og stærkt om det der overgår jeres familie i disse dage, jeg har bare kunnet læse med tilbageholdt åndedræt og tårer i øjnene.
    Jeg føler så tæt hvad du beskriver, det er min hverdag når vi ikke sidder i udlandet – bare på plejegivernes side. Du får mig til at huske igen hvor vigtigt et menneskeligt og omsorgsfuldt personale er for patienten og familiens tryghed.
    Hvor er jeg ked af at I er nødt til at komme i gennem denne periode, godt at I har hinanden til at støtte jer til. Husk at passe på jer selv for forhåbentlig kommer din far ud på den anden side og da har han brug for jeres kræfter!!!
    Knus og mange tanker Kirsten

  4. Kæreste Katrine

    Jeg er nærmest ordløs – sender dig de varmeste tanker. Det må gøre ondt at skrive om de svære timer I gennemlever, men jeg tænker at det på sin vis må være en form for terapi. Jeg tror også, at det kan være godt senere at kunne gennemlæse forløbet.

    Knus og mange tanker

    LisbethK

  5. Tak for alle jeres ønsker og omsorgsfulde kommentarer. Jeg tror, at det har en terapeutisk virkning på mig at skrive om det hele. Tiden er nemlig løbet sammen for mig. Jeg kan ikke helt finde ud af, hvornår det ene eller det andet skete, så dette er en måde at få hovedet udredt på.
    Desværre har jeg lavet det værste fårk-up. Og smidt det nye indlæg oveni det andet. Hvis nogen af jer har modtaget teksten på indlægget fra i går på mail, kan I så ikke videresende det? Så kan jeg genoprette. Jeg vil frygtelig gerne have forløbet på skrift….
    Kh Katrine

    1. Abort mission. Det hele er genoprettet takket være Helle, som var lynhurtig. 🙂
      Alle fejl sker på tom mave. Eller fyldt hoved. 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s