Man kan vel undre sig…

Jeg undrer mig over, at jeg gang på gang kan glemme, hvor absolut vidunderligt jeg har det, og hvor glad jeg er efter en længere tur i skoven i godt selskab. Fatter det bjælde. Men det er vel en vane, som skal holdes ved lige som alt andet, og når der så går for lang tid i mellem, glemmer man den sprudlende og glade følelse både undervejs, men i høj grad også efter hjemkomst. Det er vel dét, som sker? Bare man kunne optage det, putte det på flaske eller på anden måde preservere det til sløje og tunge tider. Så var det bare at hive flasken, bøtten, filen frem og få mindet genopfrisket.

Nå men så må man jeg blive mindet om fortræffelighederne ved de længere ture ved at løbe dem. Det gjorde jeg så i dag med Løbemusen som selskab. Eftersom jeg bor ca. midt på St. Dyrehave, og Løbemusen bor ved den sydlige ende af Tokkekøb hegn, skal vi begge løbe en del km for bare at mødes. Så jeg blev sat af hos hende, og starten gik derfra. Det er dejligt at løbe i en ende af skoven, hvor jeg ellers sjældent kommer.

Billede0682

Løbemusen havde lige kigget på en tur, som bragte os op i St. Dyrehave, hvorfra jeg så havde et par km hjem og hun godt fire! Men det bragte os rundt i skoven, bla. løb vi også et stykke i hundeskoven på den vestlige side af Kongevejen efter Blovstrød, og det var jo skønt for hunden. Så får hun krudtet mere af og vrisset af de hanhunde, som vil snuse hende i numsen. Dét pjat er hun nemlig ikke til. Not.

Tiden går hurtigt, når man løber sammen. Der er altid meget at tale om, at blive opdateret på og få vendt. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at Løbemusen a.l.t.i.d. har løbet hurtigere end mig. Hun kan tåle syren og iltmanglen bedre; kort sagt er hun mere tuff end jeg. Så det er mig, som skal sætte tempo. Eller jeg lader hende snakke mere, end jeg selv gør. Super tempo- og luftregulator.

Vi holdt et roligt tempo (ellers kan man ikke snakke hele vejen, og det er jo af de vigtige grunde til at løbe sammen) på ca. 6:20 min/km på de godt 11 km, som mit ur viste ved hjemkomsten. Jeg havde behov for lige at gå på et tidspunkt. Det viste sig at være på mit “normale” krisetidspunkt omkring de 6,5 km. Men en tur med en fin negativ split. Det var dejligt at komme ud over de 10 km igen. Det er lang tid siden, og det er som om, at dét skal man også lige vænnes til. Igen. Mentalt.

Billede0680

Løbemusen ved kompasstjernen

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s