3. etape Almindingen på Etape Bornholm

var en rute rundt i bornholmernes store skov midt på øen. 7,8 km i kuperet terræn, men visse vasse tænkte jeg; jeg er jo vant til St. Dyrehave. Endnu en gang blev jeg klogere. Meget klogere på, hvad der betegnes som kuperet terræn. På vej til startområdet på 3. etapeVi kom til startområdet i god tid denne aften. Jeg var lidt spændt, fordi jeg havde haft det lidt mærkeligt i løbet af dagen; sådan lidt influenza-underligt. Så kom jeg i tanker om, at min mens. var på vej. Nu hvor den er på retur, er der jo ingen grund til at lære at huske, hvornår den tid på måneden kommer! Jeg kunne heller ikke finde hvile i løbet af eftermiddagen, hvor vi har prøvet at slappe lidt af i sommerhuset inden dagens etape, så jeg endte med at bade på stranden i koldt vand inden afgangen.

I lyset af “underligheden” i løbet af dagen besluttede jeg at løbe med musik i ørerne i dag og derfor sikkert påkalde mig adskillige andre løberes irritation og vrede over, at nogle formastelige ikke er til stede i stemningen. Men jeg havde brug for det. Til at kunne trække mig ind i mig selv og mærke efter, få styr på vejrtrækningen og have den adspredelse, som fulgte med musikken og flowet. Indtil nu havde jeg været sammen med andre mennesker ud over min familie hele tiden, og jeg trængte i den grad til lidt alene-tid. Fedest at jeg skulle ud og løbe med 2199 andre, når jeg trængte til alene-hed. Godt valg, skatter! ;-D

Jeg tror også – i bagklogskabens klare lys – at jeg havde brug for den introverte tilstand, fordi jeg var usikker på min egen formåen. Usikker på om jeg ville føle mig ovenpå i løbet og in control. Jeg kunne mærke, at kroppen var tung efter to dages etaper. Især Dueodde var hård. Her tænkte jeg på både May-Britt og Ultra-Tina, som er to kvinder, som løber rigtig langt – til hverdag – og til konkurrence. HerreGud – og visse vasse – de løber mega-meget-mere end det, som jeg bliver udsat for til etaperne, så tag dig sammen, tudekiks….

Som tænkt og sagt indenbords så godt. Jeg smækkede hørebøfferne i ørerne, fandt best-time-ever-spillelisten frem og så af sted på noget, som viste sig at være en virkelig smuk rute, meget kuperet og slet, slet ikke som St. Dyrehave (den er jo for newbies, mens Almindingen er for de tuffe). Den første stigning startede ved godt 1 km og fortsatte så til efter 3 km. Så lidt ned igen et par km og så op igen. Og igen.

Målområdet på 3. etape i Almindingen

Hele ruten var utrolig smuk. Gennem skoven ad faste grusstier med flad belægning og et fantastisk blik udover det syd-vestlige af øen, da vi var på det højeste punkt. Man bliver forblændet af og forelsket i Bornholms natur, når man bevæger sig rundt i den.

Jeg var godt øm i min højre achillessene efter dagens etape. Havde også lidt ondt i anklen under løbet, men havde ellers ikke været øm sådan over all. Ingen tvivl om, at kroppen undrer sig over, hvad jeg egentlig har gang i? Og hvornår jeg holder pause? Og hvorfor jeg pludselig løber så meget?

😀 så kan den lære det, kan den……

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s