Et fasterligt forbillede aka ugens gæsteblogger

Jeg har fire fastre. Den ene dog kun i hjertet, da faster Irene døde af brystkræft i 1996. Det er pga af denne faster, at jeg i første omgang fik idéen med at forsøge på at få stablet et hold på benene til Stafet for Livet.

Jeg har længe tænkt, at jeg ville skrive om en af de andre fastre, som er en af den slags personer, som ikke gør noget væsen af sig selv og alt det, hun når og overkommer.  Og som skal være Fighter til Stafet for Livet ved Ramløse hallen, fordi hun er en overlever efter sin operation for brystkræft, hvor hun fik fjernet det ene bryst efteråret 1999, da hun var 67 år gammel. Men det er ikke det særlige og det cool ved min kære faster. Nej, hun er en af de løbepionerer, som startede, inden det blev “moderne” at løbe. Det var inden 25% af Danmark løb jævnligt, og deltagerantallet til løbene nærmest eksploderede.

Derfor er hendes løbehistorie interessant, synes jeg ihvertfald. Og sidst, men ikke mindst så er hun en fantastisk rollemodel for os andre og især for vores døtre. For faster Vibeke har haft et rimeligt “normalt” liv, som vi har flest, en familie, som skulle tages hånd om, hus, hund og sin tandlægeklinik. Alligevel har hun formået at opleve nogle ting og steder igennem sine år i løb, som det er de færreste forundt.

Mor og faster Vibeke til Alt for Damernes 2008

Dette er hendes løbehistorie med hendes egne ord:

Jeg vil gerne fortælle lidt om min løbekarriere og håber ikke, at jeg kommer til at brede mig for meget.

Det begyndte med, at vor gode ven Henning i 1972 kom hjem fra USA, hvor det var blevet moderne at jogge. Han gav Bent (min onkel, Katrine red.) en bog om løb skrevet af Kirsten og Svend Carlsen, der begge var ivrige sportsfolk. I den stod der, at måske tabte man sig ikke ved at løbe, men man fik i al fald en bedre figur. Det kunne jeg ikke stå for.

Troels (min fætter, Katrine red.) var på det tidspunkt næsten 1 ½ år, og Bent (det var i gamle dage) kunne godt passe ham en lille smule. Jeg begyndte så at løbe. Først hen omkring det nærmeste hjørne og tilbage igen. Selvom mine løbesko, som var mine gamle håndboldsko, der var flade som Maosutter, gik det, og jeg begyndte at løbe ude på vore nærliggende stier. Stien fører også op til skoven ad en bakke. Jeg tog mod til mig, løb og kunne konstatere, at jeg ikke faldt død om.

Siden er det gået langsomt fremad. Jeg deltog i løb på 7 km. Så kan man også klare 10 km, tænkte jeg. Så Mølleåløbet på 17 km. Så ½ maraton.

Det skal siges, at jeg samtidig havde to patienter (min faster havde egen tandlægepraksis, Katrine red.), der begge løb, var mere rutinerede og løb i klub. De opmuntrede mig til at forsøge med maratondistancen. Det blev så i en alder af 50 år, at jeg løb det første. Det sidste løb jeg, da jeg var 70 år.

Jeg trænede lørdag, søndag og onsdag, hvor jeg altid har holdt fri. I stille perioder løb jeg måske op til 3o km pr. uge og de sidste 5-6 uger op til et maraton 5o km pr. uge. Det var nok til at gennemføre.

Jeg har tre tider under 4 timer, resten er over 4 timer. I den sidste del af karrieren blev tiderne 5 minutter langsommere for hvert år, og da jeg nærmede mig 5 timers gennemførselstid, var det tid til at holde op. Det tog på kræfterne og det tog tid at træne.

Jeg var medlem af Hjerteforeningens Motionsklub, løb i klubdragten, men har altid trænet alene. Det har passet mig bedst selv at kunne bestemme tidspunktet om morgenen, og jeg har ikke haft behov for faste aftaler.

I alt har jeg løbet 29 eller 30 maratons. I de første år to om året, siden et om året. Altid Copenhagen Marathon og ind imellem Helsingør. Nogle gange Berlin, New York, nogle broløb og  det klassiske græske Marathon, der starter ude på selve Marathonsletten. Oplevelser, der stadig berører mig.

Jeg havde det held, at der i min aldersklasse ikke var mange deltagere, så det var ikke så vanskeligt at blive klassevinder, og det gav et par løbesko nu og da.

Ak ja. Jeg sidder her og mindes. Hvor har jeg da oplevet meget. Det hænder, at jeg, når jeg færdes rundt i København, pludselig kan huske og mærke, hvordan jeg havde det på det tidspunkt i maratonløbet, altså hvor anstrengende det var og hvor langt, der var til målet. Men bagefter!!! Det var al besværet værd!

Kærlig hilsen 

Vibeke

Advertisements

12 thoughts on “Et fasterligt forbillede aka ugens gæsteblogger

  1. SIkke dog en rollemodel at have i familien.
    Dejlig fortælling og inspiration. Jeg synes, det er skønt at mennesker bliver ved med at løbe selvom de er oppe i alderen. Sådan vil jeg også gerne selv være/blive.
    Hils Fasteren – sig hun er cool.
    Og god dag til dig – håber du har det godt
    Knus Karina

    1. Det er også det jeg tænker. At det vil være skønt, hvis man selv kan blive ved med at løbe. Vibeke er nu 78 og løber ikke så meget mere. Men sej og cool er hun. Jeg skal hilse hende. Jeg håber, at hun selv kigger forbi og læser alle jeres rosende kommentarer.
      Knus og god aften

  2. Sikke dog en interessant historie og inponerende hvad hun har gennemført af løb.
    Det giver inspiration og håb, for jeg er 48½ og nu ved jeg at jeg også bare kan blive ved – jeg har nogen gange tænkt over hvor længe man kan blive ved med at løbe. Det er altså kun et spørgsmål om viljestyrke. Og lidt sundhed………

    Den præstation bekræfter egentlig også hvad du skrev om i går – om hvor meget maden og i det hele taget vores livsstil influerer på vores løb. For at kunne holde kræfterne og løbe så meget som det kræves til et marathon, så er man altså nødt til at overveje hvad man spiser hele tiden. Og sove nok.

    Og der må altså være plads til en piratos og et (par) glas rødvin (skåååål) – ellers bliver det sørenme for trist og det hele bliver til en straf i stedet for en fornøjelse. Lige før et løb er man nok nødt til at tage sig gevaldigt sammen, men hverdagen skal jo også kunne holdes ud.

    Jeg erfarede noget mærkeligt da jeg var skadet og nedtrykt og syntes at jeg var meget stakkels: Jeg troede at nu skulle jeg endnu mere sørge for at spise sundt og sove nok osv osv for at holde formen og kræfterne. Men nææææh nej, jeg har aldrig haft så stor trang til at spise mærkeligt, uregelmæssigt, springe måltider over (en af mine yndlingssporter) og dele en flaske vin med min mand som altid er med på den værste.

    Og i det øjeblik jeg fik grønt lys til at løbe – så var det lige tilbage i mine ellers meget sunde spisevaner. Altså man (jeg!!) har brug for den sunde ramme for at holde sig sund – når man laver noget sport er det også værd at gøre noget for sagen.

    På med vanten Katrine, fingrene væk fra vingummibamserne og så giver du den en skalle på lørdag. Det må være mærkeligt at løbe uden tilskuere og sikkert med vind da der ikke er noget læ – men sikken en oplevelse.

    Hils din seje faster og sig at hun er en kilde til inpiration.

    Knus fra Kirsten

    1. Hej Kirsten
      Har lige sendt dig mail. 🙂 Jeg synes, at du har ret i det med den sunde ramme; jeg ryger lige i kagedåsen, slikposen, chipsskålen og rødvinstønden, når det ikke går med løberiet. Det går over – og heldigvis hurtigt – men det har vel også noget at gøre med skuffende hændelser, som ikke lige løser sig, og som forhindrer løb helt eller delvist og måske hindrer, at vi når vores mål.
      Knus til dig

  3. Hej Katrine
    Hold op et inspirerende indlæg! Hvilken fantastisk faster, sej og med viljestyrke. Hun er indbegrebet af “at bare gøre det”. Jeg får lyst til at skrive et indlæg om at løbe og så linker jeg til dig her! Må se om det bliver i aften!

    Glæder mig allerede til løbeturen i morgen! Og tænker på dig, når broløbet sættes igang her senere på ugen.

    At løbe er at leve!

    Knus fra Megan

  4. Dejligt at du kan finde inspiration her hos mig. Det gør jo godt at glæde og påvirke i den gode retning. Og alt det finder jeg jo også hos dig! 🙂
    Glæder mig til dit indlæg om løb. Det kan være, at det sætter noget mere i gang. Jeg har da tænkt over min egen løbehistorie i løbet af dagen. Ikke fordi den kan matche Vibekes, men hun har jo også et par års forspring. 🙂 Men hver vores løbehistorie kan være interessant og inspirerende, fordi vi går ind og ændrer på vores vaner, som er så svært at gøre.
    Knus herfra

    1. Hej May-Britt
      Verden er nogen gange så lille. 🙂 Troels og Mie bor nærmest lige om hjørnet fra os her i Karlebo.
      Kh Katrine

  5. Inspirerende læsning – og fantastisk med sådan en rollemodel i familien. Hun er både cool og sej, din faster!

    Jeg har givet dig en award, Katrine…. se mere på min blog :o)

    Kh. LisbethK

    1. Jeg lader din ros gå videre.
      Og ih hvor spændende med award. 😀 Kigger forbi dig.
      Kh Katrine

  6. Hej Katrine. Har først lige nu læst din beretning om faster Vibeke. Den er bare så rigtig.
    Hvis ikke hun har læst den endnu, skal jeg nok gøre hende opmærksom på den på lørdag, hvor vi skal være sammen på tilsynsvagt.
    Moren

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s