Spredte tanker på en hjemmedag

I dag er blevet en hjemmedag for samtlige beboere på matriklen af hunkøn. Allerede i går var der lavenergi-eftermiddag for os alle tre med forsinkede eftermiddagslure, ondt i maverne, kvalme og generel utilpashed. Vi var alle tre så skudt-smut, at man skulle tro, at det var november og ikke juni.

I dag var det ikke meget bedre, så pigerne er ringet syge på arbejdet, og jeg holder lav profil. For som sagt har jeg et lille løb på lørdag. Så jeg skal ikke risikere noget. Som de andre gange hvor jeg har været sløj i større eller mindre grad lige op til løbene. Hvordan kan det da være?

Måske er det bare tilfældigheder. Måske er det, fordi jeg er meget opmærksom på min krop i ugerne op til et længere løb. I min verden kan man ikke bare smutte ud og løbe et ½ maraton for slet ikke at tale om et helt. Det kræver noget af kroppen, hvis det skal være en god oplevelse med overskud, så man ikke er fuldstændig ødelagt bagefter og har fået forestillingen om ens egen formåen spoleret for en rum tid.

Jeg tænker meget over både min væskeindtagelse i flere dage forud og overvejer, hvilken mad jeg spiser ugedagene op til løbet. For der er ingen tvivl om, at det påvirker præstationen i løbet af de 21 km. Selv på mit niveau. Ikke at det ikke er vigtigt på alle dage og hele tiden, men jeg er realistisk, og ikke alle dage får jeg spist så sundt og fedtfattigt, som mit ideal er. Men når tiden nærmer sig, er jeg ekstra opmærksom.

image

Næsten alle bøger om løb har et langt afsnit om føde og ernæring, og mange har skrevet om emnet andre steder. Ingen nævnt, ingen glemt kan man nærmest sige, men én ting gjorde indtryk på mig. Christina Bølling skrev i sin særudgave “Løb dig lykkelig”, som fulgte med Alt for Damerne tidligere på året , at løberen Henrik Jørgensen engang påstod, at han kunne mærke på sin løbepræstation i flere dage, hvis han havde spist en piratos. Hans præstation blev markant dårligere. Sandt eller ej; sådan en bemærkning gør indtryk på mig, og jeg kan holde fast i det, når slikskålen kalder – for meget.

Jeg holder fast i min behagelige livsstil, som indebærer sund mad, et godt glas italiensk rødvin OG saltlakrids. Men når et længere løb er op over, så  tænker jeg lidt mere over kost og væske, som i disse dage. Den står på smoothies, mere frugt, grønt, vegetabilske proteiner, lidt animalsk protein fra dem med finner eller kun to ben og så lidt hjemmebagt groft brød. Og så tager jeg den ellers med ro og løber småture i en indtil videre regnvåd skov.

God dag derude! 🙂

Advertisements

9 thoughts on “Spredte tanker på en hjemmedag

  1. Hej Katrine
    Jeg er sikker på, at du får et fantastisk løb på lørdag. Det blir en fest. Min svigersøn har sin ½ marathon debut, så jeg vil følge med hjemmefra.
    Jeg har altid selv været meget påvirket af min kost, og kan helt støtte udtalelsen om Piratos. Jeg har aldrig fattet de der små marathonløb, hvor de disker op med lakrids og vingummi i alle depoter??? Det hænger slet ikke sammen for mig. Mit blodsukker ville svinge alt for voldsomt, og jeg ville få meget akut brug for en bred busk at gemme mig bag.
    Pøj-pøj.
    KH Helle

    1. Det er altså utroligt, at en så lille og uskyldig udseende sort og saltet tingest kan lave så meget ballade! 🙂 For nogen. Jeg har heller ikke forstået det med slik ved depoterne. Handler det mon om meget sukker og salt i en lille dims? Men så tænker man jo heller ikke på alle E-nr. og tilsætningerne….
      (Men lad nu være med at tro, at jeg ikke spiser slik. For DET gør jeg. Bare ikke lige mens jeg løber…)
      Kh Katrine

  2. Hej Katrine
    Lige en lille pause fra mit hjemmearbejde og et besøg på din blog! Håber både du og pigerne er i bedring!

    Jeg tror bestemt også på kosten i forbindelse med løb. Har også skrevet et indlæg om “Du er hvad du spiser” inspireret af Christina Bøllings lille bog. En sund livsstil kan jo sagtens være sund og jeg priser mig lykkelig for, at de fleste af de ting, jeg kan lide, faktisk ikke som sådan er usunde. Selvom det selvfølgelig – som altid – afhænger af vis balance. For meget og for lidt! 😉 Men man må også prøve sig frem, for det som virker og påvirker den ene, har måske ingen betydning for den anden. Det er så individuelt!

    Endnu engang god bedring og god vind på lørdag! You go girl :0)

  3. He he, ser lige hvad jeg har skrevet: En sund livsstil kan jo sagtens være sund! Ja da. Flot Lene 😉
    Jeg mente vel, at en sund livsstil sagtens kan være sjov og omvendt. Eller også vrøvler jeg bare. Men du ved, hvad jeg mener! 🙂

    Knus herfra

    1. Ja, jeg havde forstået dig. 😀 Jeg kan godt huske, at du skrev om kostkap. i den lille bog og havde lige læst lidt i det, fordi det var under dit nyeste indlæg. Så kom jeg til at tænke på det med Piratos og Henrik Jørgensen, og så fløj tankerne videre til min situation og hvad jeg tænkte. Jeg ville så linke til dig, OG SÅ VAR henvisningen med det lille billede VÆK! Jeg ledte og ledte, men fandt det ikke igen. Så jeg fik ikke linket til dit fremragende indlæg. Måske kunne du lave en søgefunktion på din side?
      Og ja- for lidt, og for meget, balance og hver ting til sin tid. 😀
      Knus og god men våd dag
      Katrine

  4. Katrine,
    Jeg har selv oplevet at mine tider i 21 km og mindre løb IKKE er påvirket af væske eller ernæring. Men at det er ren træning, der betyder mest. Jeg kan f. eks. spise kun flødeboller to dage inden løbet, være meget dehydreret, har haft meget lidt søvn og stadigvæk får de samme tider på en halv marathon. Men i marathon distancen eller længere betyder væske og mad meget mere. Det er i hvert faldt sådan jeg har oplevet det.

    Tak for din god blog og held og lykke på lørdag!!

    Tracy

    1. Hej Tracy
      Jeg tænker også, at vi er meget forskellige i forhold til væske, ernæring og søvn og reagerer meget forskelligt, fordi vi er forskellige genetisk. Jeg tror faktisk også, at det for mig måske i virkeligheden ikke betyder så meget, når alt kommer til alt, men har sin vigtighed i forhold til det mentale. Især denne gang hvor jeg slet ikke har fået løbet nok km pga. mit knæ, fokuserer jeg meget på de andre faktorer, for de skal så være optimale, når nu træningen ikke har været det.
      Jeg er heller ikke nogen vårhare længere, og jeg bilder mig ind, at jeg kan mærke de dårlige ting, som jeg spiser, mere nu end tidligere.
      Men når alt kommer til alt, kan det være, at det bare er den mentale forberedelse. Jeg er faktisk ikke sikker selv.
      Tak for de venlige ord om min blog. Det er dejligt, at du får noget ud af at komme forbi. 🙂
      Kh Katrine
      P.S. Super indsats fra de 6 seje sild til 24H run i Holte. Har set billeder og reportage både hos dig og hos Helle. I ser fantastiske ud! 😀

  5. Hej Katrine,

    Godt du slapper af derhjemme, så du kan blive frisk inden på lørdag. I ugen op til at jeg skulle løbe Extrem Maraton følte jeg mig også underlig til mode. Men jeg slog det hen med at det sikkert var nerver der spillede mig et puds. Så jeg forsøgte at fortrænge at min krop føltes slap.
    Det er svært at bevise hvad der er nerver og hvad der er sygdom. Jeg tror, det bedste du kan gøre er at sove alt det du kan, og spise og drikke sundt.
    Jeg tror på rødvin. Når deltagerne i Tour de France drikker rødvin, så kan det ikke være helt skidt vel??? Og ja, for mig er det lig med livskvalitet at nyde et glas eller to. Men der er da også madvare jeg undgår op til et løb – røde bøffer, røgede madvarer mm.
    God bedring (hvilket du forhåbentlig ikke har brug for, men bare for en sikkerhedsskyld) og god mental forberedelse og uge

    Knus Karina

    1. Hej Karina
      Jeg har tænkt det samme som dig og ved heller ikke, hvad der er hvad. Pigerne er kommet af sted i dag, ret friske begge to (det var Anna nu det meste af i går, da der var gået et par timer), mens jeg har sovet til kl. 10 og er sløv, sløv i kroppen. Jeg føler mig underlig, som du også skriver. Jeg tør ikke løbe en lille tur, men tager træning med Tommy lidt senere i dag og ser, hvordan jeg reagerer på det.
      Men kan ikke finde ud af, om jeg bare er lidt Maude-agtig? 🙂
      Knus og god dag
      Katrine

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s