Overspringshandlinger vers. 2

Nogle gange ved jeg simpelthen ikke, hvad der sker. Altså med mig. Nogen gange. Jeg skulle jo af sted på weekendens lange tur i går søndag. Jeg vidste på forhånd, at det skulle være alene, mog derudover også uden hunden, som har haltet hele ugen. Allerede der kunne jeg mærke de gode intentioner og lysten langsomt sive. Jeg gad simpelthen ikke…..

Jeg var så bevidst om, at den ene ting tog den anden, og minutterne og timerne gik, og jeg kom ikke ud af døren. Jeg så solen skinne – udenfor – og tænkte, at det var det herligste vejr til en lang tur, men nej tak – det var ikke noget for mig. I går. Så da manden foreslog en tur til København og lidt sightseeing-agtigt, slog jeg til med det samme. Se dét var en overspringshandling, som ville noget.

Så i dag er der ingen vej udenom. Jeg har tænkt så meget over, hvorfor jeg ikke ville ud af døren i går. Der er nu mindre end en måned til Berlin halvmarathon, og jeg kan ikke prale af, at min træning til det tilnærmelsesvis minder om forberedelserne til BT ½ marathon sidste forår. Jeg skal nu nok komme igennem, den længste tur for nogle uger siden har været på 17 km, og det gik jo fint. Det er nok bare mere slapheden, jeg ikke helt kan holde ud.

Nu sner det f… også, og ikke fordi jeg er religiøs, men jeg føler da, at det er sådan lidt “så-kan-du-f..-lære-det”. Som et resultat af at mine tanker kørte rundt om løbeturen eller rettere den manglende tur havde jeg besluttet at løbe hjem fra arbejde. Så var der ingen vej udenom, der var kun en vej – ligeud  og hjem – og der var også lidt “mere” over det. Så var det, at Lillepigen vågnede med høj feber og hosten i nat. Rollerne blev hurtigt fordelt henover det halvsovende barn med de varme hænder og fødder, og jeg skulle tage i dag.

Lillepigen er en sejlivet syg. Hun er faktisk ret frisk, selvom hun er syg, så lidt computer, lidt fjernsyn og lidt højtlæsning fra Pippi, så er hun tilfreds. Så nu er vi nået til fjernsynet, jeg har computeren, det sner udenfor, og jeg lader op til eftermiddagens løbetur, som skal være. Jeg kan jo ønske og håbe, at det holder op med at sne?

procrastination-main_Full

Advertisements

5 thoughts on “Overspringshandlinger vers. 2

  1. Kære Katrine,

    De fleste kan nikke genkendende til dit indlæg. Der er bare tidspunkter i livet, hvor tingene ikke går efter planen. Altså planerne er gode nok, man kan bare ikke følge med selv. Fremskridt udebliver, lysten mangler og energien.
    Sådan er det bare. Min træning er også opad bakke. Selvom jeg synes jeg knokler for det, er jeg inde i en periode, hvor jeg tager på, og føler mig slap.
    Jeg forsøger bare at hænge i – og glæde mig over at jeg gør det. Lader være med at have for store ambitioner. Man må glæde sig over, det man opnår.
    Jeg er sikker på du får en god tur i dag. Glæd dig over du kan. At dine achiller ikke driller mere, at du er rask og i god form. Tænk ikke på tid, men mærk luften og lyset og tænk på – det er snart forår, energien skal nok komme!!
    Vi er ikke maskiner, der bare køre derudad – men uperfekte mennesker. Det er nu ikke så dårligt, vel ? 🙂
    God bedring med den lille og god tur senere.
    Knus karina

  2. Så sandt, så sandt. Jeg kan langsomt høre Sebastians “Du er ikke alene” for mit indre øre… 🙂
    Jeg har i dagens løb tænkt på, om det har “nedfaldet” i min motivation og energi har noget med min hormonbalance at gøre, altså om hvor jeg er i cyklus, har indflydelse på det. Megan skrev lidt om hendes tunghed i kroppen, når hun havde menstruation, måske har det indflydelse?
    Det sner og blæser meget heroppe, så når manden kommer hjem, tager jeg af sted og lægger mine km i dag på løbebånd. Luften, lyset og resten må vente til onsdag. Da har de vist lovet sol!
    Knus Katrine

  3. Hej Katrine
    Jeg vil tilslutte mig Karina. Vi er mennesker, ikke maskiner og ikke alt kan gå efter planen altid. Jeg vil driste mig til at sige, at det skal det heller ikke! Tror du havde brug for IKKE at gøre det i går. Af den ene eller anden grund. Grunden er måske i virkeligheden ikke så vigtigt.
    Jeg skulle have været ude og løbe her til eftermiddag, men jeg har fået så pokkers ondt i halsen! ØV. Håber ikke det bliver til noget, men løbe i den kulde, iskolde vind, nej det skal jeg ikke!

    Vi må tage de pauser, vi har behov for. Og ved du hvad, nogle gange er omvejen den mest direkte vej til det, vi egentlig skal og er godt for os. Et af de små paradokser i livet, som jeg elsker … trods alt :0)

    Knus
    Megan

  4. Kender vi ikke alle den der følelse af at hovedet egentlig gerne vil ud fordi vi ved at vi får det frygteligt hvis vi springer over……. kroppen og lysten vil ikke…… Så holder vi en indre dialog og for det meste kommer vi ud, men det sker at vi ikke gjorde… Der efter gælder det om at holde samvittigheden fra døren og forstå at vi ikke må blive slaver af et løbe program.

    Jeg forstår dig så godt for jeg kæmper selv en kamp med ikke at blive hysset hvis jeg ikke kommer ud lige når det var planlagt. Men med børn og mange andre forpligtigelser er vi nødt til at være fleksible, på den anden side ved vi også at kvinder har så mange ressourcer og kræfter som er unikke for os – og vores løbekonkurrence skal vi nok gennemføre for vi er vant til at holde ud i de mest vanvittige situationer (fødsler, børnesygdomme, mænds sygdomme, kriser…. you name it)!

    Så hvil på din rene samvittighed og jeg håber du kom ud i dag! God bedring med lillepigen!
    Knus,
    Kirsten

  5. Hej Megan og Kirsten

    Viise ord fra kloge kvinder. 😀 Når jeg læser det, som I – og Karina – har kommenteret, tænker jeg: Jamen de har jo ret. Livet og hverdagen – og planerne – triller ikke bare af sted som perler på en snor, der glider derudaf. Der er knuder undervejs, og dem må jeg bare acceptere og især glide lidt lettere henover, uden at bruge for meget energi på.

    Og jeg kan godt lide den med omvejen, som nogle gange er den mest direkte vej til målet, Megan. 🙂 En af dem, som jeg vil huske….

    Og Kirsten, ja, vi er udholdende, når det kommer til stykket. Mit sidste (og første) halvmarathon kom jeg igennem på trods af, at jeg i ugen op til havde været sløj med bihulebetændelse og var på pencilin. Jeg kom igennem på viljen på de første 16 km, og så var jeg jo nærmest i mål. Så mon ikke Berlin sagtens kan lykkedes.

    Knus til jer begge
    Katrine

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s