Nødbremsebrug og overspringshandlinger

P1030978I forhold til dagens aftale, som var en kusines polterabend, valgte jeg at trække i nødbremsen. Den nødbremse, som jeg en gang imellem er nødsaget til at gøre brug af, fordi jeg endnu en gang overvældet af god vilje og begejstring har sagt ja til et arrangement, som jeg dybest set og inderst inde ikke har brug for. Når jeg skriver “brug for”, lyder det frygtelig beregnende. Men brugen af de ord er jo – måske også i mangel af bedre lige nu? – også er, fordi jeg i bund og grund gider en vældig masse ting, men når alt kommer til alt ikke har energien til at være der helhjertet og med udelt opmærksomhed.

Denne kusine er en meget kær og dejlig kusine, som jeg i min barndom synes, var den smukkeste af dem alle (jeg har 18 kusiner og fætre). Nu skal hun giftes (for anden gang), og der skal selvfølgelig holdes en polterabend for hende med søster, døtre og veninder i en form, som passer til “piger” i vores alder. Og jeg var da glad for at være blevet inviteret af én af dem, som arrangerer dagen og aftenen, som ifl. det planlagte program lød virkelig sjovt, hyggeligt og afslappet.

Så var det bare lige, at jeg kom til at tænke på, at denne kære kusine slet ikke forventer at se mig til hendes polterabend. Vi har aldrig sets privat på den måde, jeg har kun været i hendes hjem en eller to gange, jeg har ikke set hendes bedste veninde siden gymnasietiden og kender ikke hendes andre veninder. Jeg begyndte at tænke på min tilstedeværelse som fyld mere end som noget, min kusine ville ønske, hvis hun selv havde inviteret. Så er jeg ret sikker på, at hun ikke umiddelbart ville have tænkt på mig.

Det er slet ikke, fordi hun ikke ville have været blevet utrolig glad for at se mig dukke op og være med til al festivitasen. Det er jeg ikke i tvivl om, at hun ville have nydt. Jeg kom bare til at tænke for meget på, hvad jeg egentlig skulle have ud af en hel dag og en hel aften, når jeg kun lige kendte mine to kusiner, deres døtre og nix weiter. Jeg mener, jeg skal ikke med til brylluppet til sommer, så det er ikke sådan, at man på den lange bane ladede op til den store fest. Jeg er frygtelig bange for, at det lyder kynisk og beregnende, men jeg trak i nødbremsen og meldte fra i går aftes.

For jeg har så meget, jeg skal have lavet i denne weekend og mandag. For det er elevplanstid og testtid. Så det er fuldtidsarbejde i weekenden og aftenarbejde i løbet af ugen, for det skal jo laves her og nu, det ene afhængigt af det andet. Og det tager tid, rigtig meget tid. Jeg har stresset over det fra starten af ugen, inkl. over min deltagelse i dagens arrangement, ihvertfald har min krop stresset i form af manglende søvn og svedeture, så det blev nødbremsen i forhold til et dags- og aftenarrangement. For det gav mig mange timer tilbage, både til arbejde og alt det andet, som følger med familien og hjemmet. Jeg sidder lidt med både lettelse og dårlig samvittighed. Lettelse over at have fået hele dagen og aftenen og dårlig samvittighed over ikke bare at kunne magte og nå det hele, og bare deltage i et sådant arrangement uden at tænke så meget over det…..

Nu har jeg fået rettet læseprøverne, staveprøverne ligger og venter, og jeg har lavet en kop latte til at forsøde arbejdet. Manden laver bil udenfor, jeg har købt ind, hængt vasketøj op og støvsuget, jeg har gået med hunden, og lillepigen sover til middag. Der er sådan set ingen undskyldninger for ikke at gå i gang. Vel?

Reklamer

8 thoughts on “Nødbremsebrug og overspringshandlinger

  1. Godmorgen Katrine,

    Dårlig samvittighed – øv, jeg kender godt dit dilemma og de følelser du beskriver.

    Men jeg synes, du har gjort det helt rigtige. Det var ikke “synd for” din kusine at du ikke kom, men det ville være synd for dig, hvis du tog med, og blev endnu mere ophængt og stresset.

    De fleste kvinder (tror jeg) er meget pligtopfyldende og vil gerne gøre alle glad og tilpasse. Hellere det end én selv. Men af og til skal man altså også give sig selv lov til at tænke på sig selv først. Ellers risikerer man at brænde ud, og slet ikke kunne være noget for andre eller sig selv.

    For mit vedkommende har jeg hver år til nytår, lovet mig selv at jeg vil blive bedre til at sige nej og lytte til det der føles rigtigt for mig. Men i år har jeg opgivet – eller måske bare accepteret at det er svært, og noget jeg ikke lærer, fordi jeg bestemmer mig for det. Det er en proces gennem livet.

    Bare drop den dårlige samvittighed, for den gavner ingen. Nyd din ekstra tid og ros dig selv for at turde lytte til din indre stemme.

    Knus Karina

  2. Godmorgen Karina

    Og tak for dine kloge og støttende kommentarer. 🙂 Du har ret – vi er sikkert gode til at tænke på andre, især dem, som vi har meget kær. Jeg er stadig meget glad for, at jeg takkede nej og blev hjemme. Selvfølgelig fik jeg ikke lavet alt det, som jeg havde forestillet mig, og sådan går det jo som regel. Men det var godt, at jeg fik brugt dagen herhjemme på det jeg nåede og på lillepigen, manden og hunden.
    En god søndag til dig. 🙂

    Knus Katrine

  3. Jeg vil også lige sende en hurtig opbaknings-hilsen her fra søndagen. Har gæster, så jeg er kun på kort visit lige nu :0)
    Du gør så rigtigt i at trække i nødbremsen. Nogle gange skal man bare gøre sig selv den tjeneste at sige nej tak. Det er bedst for alle – men selvfølgelig allermest for sig selv. Jeg har lært det. Jeg vælger. Det er ikke spor beregnende – det er ærlig snak og noget, man er nødt til, for at passe på sig selv.

    Dejligt at du havde en god dag og fik ordnet, det, du skulle og ville.

    Knus Megan

  4. Hej Megan

    Hvor dejligt du lige tager dig til at kigge forbi midt i gæsterne. 🙂 Det gør mig virkelig, virkelig glad, at du tænker på mig midt i alt det andet.
    Jeg håber også, at jeg bliver bedre til at sige nej tak – i tide! Så jeg ikke skal ud i de der sidste øjebliks afbud, og så jeg lærer liiiige at klappe hesten og tænke mig om, i stedet for at flyde over af begejstring og god vilje. På bekostning af noget andet, sikkert vigtigere.

    Knus Katrine

  5. Jeg synes også at det var godt du takkede nej, hvor har jeg selv alt for mange gange gjort noget jeg ikke rigtig havde lyst til – men som jeg “burde” (hader det ord). Men har besluttet og er blevet meget bedre til at føle: Den og den er ikke dem der forsørger mig eller laver mit daglige arbejde eller ordner mit hus, så jeg har lov til at prioritere anderledes. Jo det koster lidt i dårlig samvittighed en gang i mellem, men man lærer at det vigtigste er en selv og de nærmeste. Det er så meget vigtigere at give din lillepige et stort knus og høre hvad de store har at sige end at være pæn pige og gå med til noget du ikke har lyst til!

    Tak for råd omkring smerte i benet – prøvede voltaren gel og lidt hvile…. Hjalp ikke rigtig og i dag følte jeg at til helvede med ondt, jeg MÅ bare ud (ellers bliver jeg psykisk skadet…..), man siger at med ondt skal ondt fordrives? Nå, men min familie tiggede mig om at løbe for jeg var ret utålelig (har mand og tre børn lige som dig – 13, 11 og 9 år). Så jeg løb 14 km og det gik helt fint. Lidt ondt specielt i begyndelsen men følte at det ikke var noget så slemt. Er nu jordens gladeste menneske og sidder med min special varmepude som er fyldt med hvedekerner og varmer benet. Men har ikke mere ondt end før, så måske skal det bare løbes væk! forøvrigt dejlig tøvejr idag med fuglesang!
    Knus,
    Kirsten

  6. Du gjorde det eneste rigtige. Det kunne meget vel være endt med, at du havde siddet i et hjørne af festen og været halvhjertet alligevel, og måske ligefrem var blevet dømt småmopset.
    Jeg var til en fødselsdag (min mors – så den var svær ligefrem at krybe udenom 🙂 ) som jeg var alt for træt og stresset til at se det sjove i. Og jeg ødelagde faktisk mere for hende, end hvis jeg havde meldt afbud pga. hovedpine eller sådan noget. For hun troede jeg var pissed. Og brugte urimelig meget energi på at overveje, hvorfor jeg var så sur.

  7. Jeg synes du skal klappe dig selv på skulderen, fordi du traf en god beslutning, som på alle måder var rigtig for dig.
    Og glemme alt om dårlig samvittighed !

  8. @ Kirsten: Jeg er glad for, at dit ben har det bedre. Det er så svært, når man ikke kan løbe, når man gerne vil. Og det er med stor fare for omgivelserne, for man bli’r lidt prikken og lettere uudholdelig. Jeg håber, at det går godt videre. Mærk efter og løb derefter. Selvom det er svært….

    @FruZ: Jeg kunne allerede se mig selv i den situation, som du beskriver. Når man ikke kan være helt på, måske føler sig lidt overflødig, så er der overhængende risiko for småmopset og indelukket, tjekken uret og vurderinger for mulig exit før tid, inkl. overvejelser af undskyldninger….been there, done it, didn’t work… ik’ sandt? 🙂

    @ Katrine: Hey, godt at høre fra dig igen. Tak fordi du kiggede forbi. Kigger forbi dig senere….:-) Håber alt er ok hos dig. 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s