Alternativ start på ugen

Jeg var klar til den nye uge i morges. Faktisk allerede i går, hvor der var blevet tanket energi én masse. Jeg havde lagt løbetøj parat til mandag morgens løb med klassen, og tasken var pakket. Vi havde god tid i morges, og alt tegnede til en god dag. Jeg havde endda husket postafhentningssedlen til mine YakTrax, som var forsøgt leveret lørdag, da der ikke var nogen hjemme, så efter arbejde skulle jeg nordpå til posthuset.

Så var det, at en rådyr valgte at løbe ind i min bil på Kongevejen mellem Blovstrød og Høvelte. Ikke ind foran, men ind i siden. Som ind i forskærmen, sidespejlet, min dør og sidedøren. Der foregår meget i hovedet på én, når sådan noget sker, man skriger, vægrer for sig, prøver at orientere sig, bremse ned, tænker på alt muligt uidentificerbart og ikke mindst finde ud af, hvad det var, som skete. Man ryster, forsøger at klare hovedet, så man kan fungere rationelt igen.

Dyret lå et stykke bagude, en anden bilist var standset og sad ved det, da jeg nåede derhen. Rådyret var i live, intet brækket (manden var dyrlæge, hvor heldig må man være), men det blødte. Da det kom rigtig til sig selv, slap det fri fra dyrlægens greb og løb ind i buskadset på området ved Høvelte kaserne. Den venlige dyrlæge fik ringet til de rette personer, eftersom hende her skiftede mellem at ryste over det hele og stå og tude og reagere som en fornuftig borger. Det sidste mislykkedes til fulde, det første var en success. Der kom iøvrigt to personer fra kasernen – med et jagtgevær, og de ville forsøge at finde dyret, som formodentlig lå og trykkede sig et sted, og ellers ville de ringe efter en schweisshund. De virkede som om dette ikke var første gang, og det kan man da trøste sig lidt med – bagefter.

Denne venlige dyrlægemand tog ansvaret for at sørge for alt, inkl. at trække min bil fri, som jeg havde fået sat fast i snebunkerne i rabatten,da jeg ville have den godt ind til siden af hensyn til de forbipasserende bilister. Dyrlægen kørte Landrover (endnu et held), så det var keine Problem at trække mig fri. Han var så rolig og hjalp vitterlig en kvinde i nød – og i chok.

Jeg fik ikke takket ham nok. Her var et venligt menneske, som standsede, tog sig af tingene for de skadeslidte – mig og det stakkels rådyr – og fik taget affære på mine vegne. Jeg havde ikke ro på mig selv dér midt på Kongevejen i myldretiden med overhalende biler til at bede om hans navn og tlf-nr. Jeg fik ikke fortalt ham, hvor stort det var, at han var hjælpsom. At jeg havde været helt lost, hvis ikke han var standset. At jeg var dybt taknemmelig for det, som han havde gjort for mig – og rådyret, hvis skæbne må stå hen i det uvisse. Det er jeg rigtig ked af, at jeg ikke fik sagt til ham. Så hvis nogen derude kender en dyrlæge midt i 30’erne, som kører en nyere Landrover på gule plader, som kører sydpå til arbejde og som er et venligt og hjælpsomt væsen, giv mig besked.

Vi fortsatte i morges videre sydpå mod Birkerød i hver vores biler. Jeg havde en datter, som skulle i skole, også ret chokeret, formåede at tanke benzin (for den var billig her til morgen – hvordan f… kan det være, at dét kan man godt uden at tænke….) og kørte – lidt forsinket – på arbejde. Men så kunne jeg godt mærke, at jeg slet ikke var ok. Trygt indenfor på arbejdet tog jeg mig en times tid i sofaen med en stak servietter og fik talt det lidt ud. Men dagen var faktisk gået i stykker for mig. Jeg var træt, frøs og følte mig pakket ind i vat. Aflyste eftermiddagens aftale og gik hjem og sov i et par timer. Jeg følte mig meget skrøbelig og skudt-smut.

Jeg tror bare, at jeg starter forfra på denne uge i morgen tidlig. Denne dag er mest til skraldespanden, og ikke det skrald, som går til genbrug.

Reklamer

5 thoughts on “Alternativ start på ugen

  1. Kære Katrine
    Øv sikke en morgen. Og sikke en forskrækkelse. Jeg har prøvet det engang, det at køre galt på vej til arbejde. Og jeg reagerede også først, da jeg trådte ind ad døren på min arbejdsplads. Da krakelerede jeg helt. Put dig varmt og godt med en kop varm chokolade – med et skvæt cognac i. Vandret på sofaen til du ikke orker mere. Så skal en god nats søvn nok klare resten.
    Sov godt og roligt – og hav en helt almindelig kedelig tur til arbejde i morgen.
    kh Helle

  2. Kære Katrine
    Øv for pokker, det var en slem start på dagen. Det er også min skræk. Jeg kan godt forstå din store forskrækkelse og din handlingslammelse. Godt at dyrlægen var lige dér. En af hverdagens helte. Dejligt når andre mennesker tager affære og bare går ind og tager over. Det kan der være brug for.
    Jeg håber du får en langt bedre dag i dag … og resten af ugen.
    Knus Megan

  3. Åhh stakkels Katrine,

    Men du mødte da en “engel”, og I fik gjort alt det rigtige. Jeg tror godt han ved du var taknemmelig.

    Meget positivt er der dog i din oplevelse. Hjælpsomhed og medfølelse. Godt du lyttede til dig selv, droppede aftaler og sov.

    Jeg har også set et rådyr blive kørt over. Ikke af os, men dem i den anden vejbane. Det er et stort dyr, og det er stærkt/skræmmende at se livet forsvinde i sådan et prægtigt dyr.

    Nogengange har jeg stået med en fugle som er fløjet ind i vinduet, man kan se hvor bange den er for at dø. Og man står bare der med et dyr og føler, man føler det samme. Angsten for at dø. Py ha.

    Håber du får en god dag i dag. Godt der ikke skete jer noget!!!

    Kh Karina

  4. Kære alle tre

    Tusind tak for jeres eftertænksomme og omsorgsfulde kommentarer. Det var virkelig dejligt at åbne computeren her til formiddag i en ledig stund og læse dem. Virkelig! 🙂

    Jeg har haft en rolig, men travl dag. Især det sidste har vist været ok. Både Andrea og jeg har talt meget om det, som skete i går, og hvorfor det påvirker én så meget. Det var lidt underligt at køre forbi stedet i morges, det er meget nemt at udpege nøjagtigt, fordi man kan se hjulsporerne, hvor bilen sad fast, men jeg havde faktisk valgt at køre i den lille bil i dag. Sidespejlet mangler på den store nu, indtil manden får sat et nyt på, og der skulle være noget “anderledes” ved turen. Og der var ikke meget at ændre på end bilen, som vi kørte i. Meget, meget mærkeligt.

    Det hjalp at få en god nats søvn, Helle, jeg drak ikke chokolade, men en stærk kop chai-te og tillod mig selv noget kage. Og så var det i seng med en god bog og hurtig godnat.

    Så jeg er klar igen. Men grim, grim oplevelse iblandet den gode medmenneskelige kontakt fra en fuldstændig fremmed, som uden betænkning stiller op. Det varmer i den kolde tid.

    Kærlige hilsener
    Katrine

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s