Den indre dialog før dagens løbetur

Det er forunderligt – uanset at jeg virkelig glæder mig til de lange løbeture med veninden, er jeg ambivalent i tiden om morgenen inden. Jeg tænker: Åh, se på vejret, det er koldt, blæsende og så mørkt på trods af, at klokken er ni om morgenen. Jeg gider ikke, vi løber bare en kort tur og så hjem til et dampende glas Latte og lidt frugt. Jeg fører i lang tid en indre dialog med mig selv, indtil jeg får den stoppet. Alt efter min fysiske tilstand og mængden af søvn den foregående nat kan det tage kort eller lang tid, før jeg får stoppet stemmen indeni.

Mærkværdigvis har min veninde nøjagtig samme stemme, som prøver at overtale hende på vejen herned fra Nordkysten. Den siger det samme. Og helt ærligt – jeg fatter det faktisk ikke. Vi nyder vores ture sammen og især samtalerne om småt og mest stort, som vi er enige om, at vi har brug for og nødig vil undvære. Vi kan begge mærke, hvis vi har måttet undvære de fælles ture i et stykke tid af den ene eller den anden grund. Hvorfor er det så, at den indre stemme ikke bare råber: Fedt, vi er på vej. Ihhhh jeg glæder mig?????

Det bliver jeg nødt til at tænke lidt over. Jeg kan virkelig ikke helt forstå, hvilke mekanismer, som er på spil. For det kan vel ikke kun forklares med mageligehed?

Nå nok om det. For dagens tur var en af de rigtig gode oplevelser, fordi jeg havde et stort overskud og på intet tidspunkt følte, at nu var det hårdt, ikke havde luft nok (måske lige undtagen når jeg skulle hoste igennem) og i det hele taget bare var fit og havde gode ben. Vi løb godt 10,6 km på “den store runde” i St. Dyrehave på lidt over 1 time. Det blev snakket igennem hele vejen, og det var den helt store fornøjelse. Stierne var ret isede, men det var muligt at finde lidt løs sne eller grussti, så skoene kunne få fat. Men man skal stadig passe på, for der er bare glat mange steder. Men en herlig tur, som giver energi og lyst til at komme af sted næste gang.

Det var bare et par graders frost, dagens påklædning blev vintertights, langærmet svedtrøje inderst, tynd fleece og windbreaker yderst. De tykke sokker fra Falke, hue og handsker. Tøjet var perfekt i dag.

Fodnoter til tøjet: Vintertights’ne har jeg måttet costumize lidt. Der var nemlig ikke snor i liningen på de her, og det har jeg brug for, så de ikke glider ned på hofterne. Om det er modellens form og ukompabilitet med min kropsform eller om jeg har taget en størrelse for lille vides ikke. Det er også lige meget, for snoren har løst mit problem. Det kræver bare en lille opsprætterkniv, en rest anoraksnor, lidt snilde og en forsigtig hånd uden rysten.

Reklamer

3 thoughts on “Den indre dialog før dagens løbetur

  1. Godmorgen Katrine,

    Min indre stemme har det nøjagtigt som din. Jeg kan glæde mig hele ugen til at skulle løbe i Ry, men når så dagen kommer “gider” jeg ikke. Det er for koldt, forkert tidspunkt på dagen, for kort eller for langt, der er mange ting i vejen.

    Jeg kender efterhånden mig selv, så jeg ved den indre modstand kommer, og at jeg bare lige skal tage mig sammen og se at komme afsted.

    Måske er det en form for forsvarsmekanisme, fordi man pisker en stemning op, – og kan man nu løbe hurtigt nok og langt nok osv. Det er helt skørt, det er bare en løbetur – hvad er det værste der kan ske? At man går hjem resten af vejen?
    Det er ikke helt rationelt.

    Men det er lidt spændende hvordan psyken fungerer og påvirker os.

    Men rigtig godt du kom afsted. Det tænker jeg, når dialogen raser indvendig. Jeg har ALDRIG nogensinde fortrudt en løbetur 🙂

    KH Karina

  2. Godaften Karina
    Hvor har du ret! Jeg var faktisk begyndt at tænke i retningen forsvarsmekanisme mod – forskelligt alt efter, hvem vi er og hvad vi slås med af indre dæmoner. Jeg tror – ved nærmere eftertanke – at det hos mig også handler om ikke at slå til, som du også skriver: Ikke at kunne løbe hurtigt nok, ikke at kunne følge med, at have det hårdere end ens medløbere, at skulle tage kampen op mod den indre sofakartoffel, som bare vil gå og derefter hjem til det magelige.
    Men det er jo skørt! Det er bare en løbetur. Jeg har heller aldrig fortrudt en løbetur. Ofter sker der det pudsige, at jeg overtaler mig selv til “bare” en kort tur. Så når benene er varme, blæsebælgen kører og skoven åbner sig, bliver det en tur som planlagt.
    Jeg kunne bare godt tænke mig at lære den indre dialog at sige det gode og positive, som jeg ved den gør, når jeg er undervejs og hjemme igen. Altså om den kunne lære at tage glæderne lidt på forskud!
    Og enig enig med dig – hvordan psyken fungerer og kører med os er spændende. Og p… irriterende til tider! 🙂
    God aften til dig
    Kh Katrine

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s