Så vi er tilbage med én bil. Herude på landet, hvor bussen kører sjældendt og på det, som ligner en rundtur, inden den rammer noget, som ligner en togstation. Men vi klarede os jo faktisk i sommers med en bil og en bunke cykler. Vores mødetider var godt nok også ret ens, vejret var jo godt nok noget andet end nu, og vi var forberedt.

Men det handler jo om at finde gaven i problemet, ik? Og den læge forslog jo med en slet skjult hentydning, at mere tid på cyklen ville gavne mit knæ. For ikke at tale om min form. Så Den unge mand skal lige have lidt udstyr (som et par varme handsker), så er vi cyklende igen. Og jeg skal lige have fundet ud af, hvad jeg skal have på, så jeg kan holde varmen, når jeg nu på tirsdag tænder cykellygterne, spænder hjelmen fast og cykler af sted til morgenløb på skolen kl. 6.20.

Og håber på tørre veje, milde temperaturer og udelukkende medvind.

Ikke så snart jeg sad i venteområde B og lige havde fået hevet Wordfeud frem, blev jeg kaldt ind. Jeg nåede sgu ikke engang at trykke play. Nå, ind til røntgen. Smed bukserne og hoppede over foran pladen. Bum bum og så var jeg færdig der. Ud igen, ind i receptionen, ud til venteområde H. NU skulle der spilles lidt. Jeg havde jo lissom ikke nået det her til morgen, vel? Denne gang nåede jeg at få åbnet spillet, så blev jeg kaldt ind.

Total totempo. Super fin læge, som var yderst informativ: nej, der er alt det, som skal være der. Ikke noget, som mangler her. Og heller ikke noget, som ikke skal være der. Super. Cykler du? (Øhh hmmmm ikke sådan lige nu. Som i vintervejret. Koldt.) Nå, det er ellers rigtig godt til at styrke knæet. Har du prøvet en knæstrop? Alt ser jo fint ud. Den hjælper mig og mine knæsmerter. Hvis ikke idrætslægen kan sige noget, må vi jo til en MR-scanning. Vi skal jo have styr på det her. Har du fået testet dine løbesko? Ok. Nå, men vi må jo se. Held og lykke. Måske ses vi igen?

Mig ud. Lettet på en rigtig god måde. Og så igen bliver jeg taknemmelig og rigtig glad over vores sundhedssystem. Over at det bare klapper, og jeg møder venlige, ustressede og smilende personer hele vejen igennem. Hurra og tak for dem alle.

Så skal jeg bare lige have afklaret brusksituationen. Om to uger. Pfuiiii….

Mit knæ? Det holdt, men det føles ikke helt godt. Eller også er min form bare så dårlig, og min styrke i muskelerne omkring knæet bare virkelig ringe, at det ikke føles, som det skal og burde. Men det er der jo heldigvis råd for. Ik?

Øh, hvad? Træning? Løb? Nå ja, øh, det har jeg ikke lige fundet ud af. Men det skal jeg da. Altså i morgen….

Manden på matriklen blev jo beordret spurgt, om han kunne tage med på lejrskole, da en kollegas rygskade var brudt ud, og Lillepigens feber, hosten og snotten bed sig bare fast. Den unge mand på matriklen har kun været hjemme sporadisk, så jeg har været alene på skansen. Det er ikke noget problem, sådan set, men lige træningen har været sat så meget på standby. Som i: der er ikke sket noget. Jeg har været grounded.

Til gengæld har jeg set en stor mængde børnetv. Og læst en del. Og lavet ret meget te. Ind imellem har jeg været på arbejde, når mormor har kunnet træde til. I morgen kommer Manden på matriklen hjem. Så skal jeg røres.

Hvor manden ellers pludselig forlod matriklen tidligt, tidligt søndag morgen, da han var blevet beordret på lejrskole, fordi en kollega var blevet syg. Resten af ugen. Og hvor Lillepigen ikke er rask. Selvom hun har boet i sofaen med feber og snot hele weekenden. Og hvor hunden den ondelyneme lavede et eller andet med forbenet i hundeskoven, så hun halter. En del.

Næ du; der behøver ikke ske så meget i mit liv. Nå jo, så er jeg blevet interviewet af en journalist, som skal skrive en artikel om bloggende kvinder 40+ til magasinet liv. Der er sket rigeligt på de to første dage til at vare mindst resten af ugen….

Så ikke al ventetid er sød. Og slet ikke den her.

Noget af det værste – for mig – er manglen på frisk luft. Der har alt for lidt af det denne uge. I går havde jeg egentlig en aftale med en bodybike, men måtte konvertere den til crosstraineren, da arbejdet trak ud. Det er jo en af ulemperne ved holdtræning i FW; de starter sgu på klokkeslet. Så crosstraineren it was.

Manner det var kedeligt. Men fik banket 30 min af sted. Mens jeg tænkte på, hvordan de fornyer luften inde i sådan et fitnissecenter? Fra min plads kunne jeg skæve ind til de bodybikere, som jeg skulle have været en del af. Og de sidder saftsusme tæt. Frisk og naturlig kan luften umuligt være. Hverken inde i bikerummet eller i de resterende omgivelser.

Mulige løsninger på den snigende FW-OCD: Tag ned som fitnisse, når der ikke er så mange andre. Find noget musik eller lydbogsnoget, som helt fjerner tankerne fra omgivelserne. Medbring selv iltapparat. Cykl til arbejdet.

Manner, hvor jeg savner skoven….